Det fortæller anonyme diplomater til nyhedsbureauet Reuters.
Sikkerhedsrådet har endnu ikke besluttet, om mødet skal være offentligt eller ej.
De 15 medlemmer af rådet mødtes allerede bag lukkede døre søndag, dagen efter overraskelsesangrebet.
Flere af medlemmerne fordømte under mødet angrebet, hvor militante hærgede gennem flere israelske byer og landsbyer og dræbte mindst 1200 og tog flere gidsler med tilbage til Gaza.
Sikkerhedsrådet har 15 medlemmer. Fem af disse er faste medlemmer. Det gælder Frankrig, Kina, Rusland, Storbritannien og USA.
De øvrige ti ikkefaste medlemmer vælges af Generalforsamlingen for perioder på to år. Ved valget af dem tages der hensyn til kravet om en ligelig geografisk repræsentation.
Israel har svaret Hamas’ angreb igen ved at bombe flere hundrede mål i Gaza.
Gazas sundhedsmyndigheder oplyste onsdag omkring middag, at 1055 palæstinensere har mistet livet i de israelske angreb. Yderligere 5184 personer er blevet såret i Gaza.
Der har foreløbig ikke været meldinger om, at nogen danskere har mistet livet, men en dansk-israeler er ifølge det danske udenrigsministerium meldt savnet.
Regeringen tilbød onsdag at evakuere danske statsborgere fra Israel og de palæstinensiske områder.
På det tidspunkt var der registreret omkring 1200 personer på danskerlisten for Israel og 90 for de palæstinensiske områder.
Statsminister Mette Frederiksen (S) mødtes tirsdag med Israels ambassadør David Akov ved den israelske ambassade for at lægge en buket blomster og mindes de mange hundrede døde i Israel.
/ritzau/Reuters
Andre læser også