AVIZ

SF: Styrk kontrolmuligheder med FE og PET i hemmeligt udvalg

Møde i Folketingssalen

Det mener SF, der vil revidere Udvalget vedrørende Efterretningstjenesterne – det såkaldte kontroludvalg.

– I dag har udvalget ikke nogen handlemuligheder, og alt, hvad udvalget kan gøre, er at lytte på, hvad der bliver frembragt, siger retsordfører Karina Lorentzen Dehnhardt, der sidder i kontroludvalget for SF.

Hun foreslår, at et mindretal bestående af to medlemmer i udvalget skal kunne pålægge Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET) at iværksætte en undersøgelse af forhold i tjenesterne.

– Jeg tror, det vil højne tilliden til tjenesterne, at man ved, at der sidder nogle folketingsmedlemmer, der har mulighed for at få igangsat en undersøgelse.

Kontroludvalget består af fem medlemmer – et for hvert af de fem største partier i Folketinget. Dermed har Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, SF og Danmarksdemokraterne en repræsentant.

Udvalget har til opgave at have “indseende” med både Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) og Politiets Efterretningstjeneste (PET). I udvalget er det regeringen, der orienterer om “væsentlige omstændigheder” omkring efterretningstjenesterne.

Medlemmerne af kontroludvalget har tavshedspligt.

Justitsministeriet har tidligere oplyst til Ritzau, at ministeriet er ved at forberede en revision af PET-loven. Det ventes, at partier vil blive indkaldt til drøftelser i første halvdel af 2024.

Under de drøftelser kan kontroludvalgets konstruktion komme op.

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) sagde under en hasteforespørgsel om FE-sagen 8. november, at regeringen ikke er afvisende over for at udvide antallet af medlemmer af kontroludvalget. Og at det kan indgå i drøftelserne om revision af PET-loven.

Liberal Alliance og SF har til Altinget sagt, at de ønsker, at udvalget udvides.

Men et større udvalg ændrer ikke på, at kontroludvalget i dag udelukkende er et orienteringsudvalg, lyder det fra Karina Lorentzen Dehnhardt.

SF er ikke det eneste parti, der taler om en ændring af udvalgets konstruktion.

Regeringspartiet Venstres medlem af kontroludvalget, retsordfører Preben Bang Henriksen, sagde 14. november til Altinget, at “hele konstruktionen af udvalget bør ændres”.

Han mener blandt andet, at det er et problem, at de oplysninger, udvalget skal kontrollere, kommer fra dem, de skal kontrollere i form af efterretningstjenesterne.

/ritzau/

Andre læser også

Vigtigheden af affaldssortering

    Affaldshåndtering er en essentiel del af at beskytte miljøet og fremme bæredygtighed. Ved at sortere vores affald korrekt kan vi reducere mængden af affald, der ender på lossepladser, mindske forureningen [...]
    Læs mere

    Find de smukkeste smykker

      Smykker har i årtusinder været en integreret del af menneskets kultur og selvudtryk. Fra de antikke civilisationers prægtige guldkreationer til nutidens moderne design er smykker mere end blot tilbehør – [...]
      Læs mere