AVIZ

Russer bag drab på kendt journalist benådet for tjeneste i Ukraine

FILE PHOTO: Khadzhikurbanov is escorted into a glass-walled cage before a court hearing in Moscow

Det oplyser hans advokat ifølge det amerikanske nyhedsbureau AP.

Sergej Khadzjikurbanov blev i 2014 dømt for at være en af de medskyldige i drabet på Anna Politkovskaja. Han blev dømt som medskyldig, men det var ifølge retten ikke ham, der førte pistolen.

Anna Politkovskaja var en kendt journalist i Rusland, der var kendt for ikke at holde tilbage med kritikken af landets præsident, Vladimir Putin.

Hun arbejdede for avisen Novaja Gazeta, hvor hun skrev kritiske historier om Putins tidlige år som præsident, krigene i Tjetjenien og russiske menneskerettighedskrænkelser.

Hun blev skudt den 7. oktober uden for sin lejlighedsbygning i Ruslands hovedstad, Moskva.

Den 7. oktober er Vladimir Putins fødselsdag, hvilket har ført til mistanker om, at drabet blev udført af nogen, som gerne ville i kridthuset hos den russiske præsident.

Ruslands regering afviser at have nogen som helst del i drabet.

Siden Rusland invaderede Ukraine sidste år, har private lejehære og i øvrigt det russiske forsvarsministerium tilbudt afsonende fanger en plads i de russiske geledder på slagmarken i bytte for deres frihed.

Sergej Khadzjikurbanov er tidligere efterforsker ved politiet, og blev sidste år løsladt fra fængslet, så han kunne komme til Ukraine for at deltage i krigen.

Han har nu skrevet kontrakt med forsvarsministeriet og fortsætter derfor i den russiske hær, oplyser hans advokat.

Dmitrij Muratov, som er ansvarshavende redaktør for Novaja Gazeta, fordømmer løsladelsen af Sergej Khadzjikurbanov.

– For os er denne “benådning” ikke bevis for forsoning og anger hos drabsmanden. Dette er et enormt eksempel på uretfærdighed.

– Det er en skandale for mindet om en person, der blev dræbt på grund af sin overbevisning og sit professionelle virke, siger han i en officiel udtalelse sammen med den dræbte journalists to børn.

Dmitrij Peskov, som er den primære talsmand for den russiske regering, sagde tidligere på måneden, at de, som tager til Ukraine for at bidrage på slagmarken, fortjener deres benådninger.

– De, som er blevet dømte, selv for alvorlige forbrydelser, giver deres blod på slagmarken for at gøre bod på deres forbrydelser. De gør op for det ved at bløde i angrebsbrigaderne under beskydning og granatild, sagde han.

Rusland invaderede Ukraine i februar 2022.

/ritzau/

Andre læser også

Vigtigheden af affaldssortering

    Affaldshåndtering er en essentiel del af at beskytte miljøet og fremme bæredygtighed. Ved at sortere vores affald korrekt kan vi reducere mængden af affald, der ender på lossepladser, mindske forureningen [...]
    Læs mere

    Find de smukkeste smykker

      Smykker har i årtusinder været en integreret del af menneskets kultur og selvudtryk. Fra de antikke civilisationers prægtige guldkreationer til nutidens moderne design er smykker mere end blot tilbehør – [...]
      Læs mere