AVIZ

Rusland affyrer missiler mod falsk krigsskib i Det Japanske Hav

Russia Japan Missile Test
Russia Japan Missile Test (Alexander Zemlianichenko/Ritzau Scanpix)

Det oplyser det russiske forsvarsministerium tirsdag.

– Skibe fra stillehavsflåden affyrede Moskit-krydsermissiler mod et falsk fjendtligt havmål i Det Japanske Hav, oplyser ministeriet i en erklæring på beskedtjenesten Telegram ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ministeriet oplyser videre, at det simulerede missilangreb blev lanceret fra to både mod et “falsk fjendtligt krigsskib” omkring 100 kilometer borte.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

– Målet blev med succes ramt direkte af to Moskit-krydsermissiler, står der i erklæringen.

Missilet af typen P-270 Moskit er et supersonisk mellemdistance-krydsermissil af sovjetisk oprindelse. Det er i stand til at bære et atomsprænghoved og tilintetgøre et skib inden for en radius af op til 120 kilometer.

Natos navn for missilet er SS-N-22 Sunburn.

Ifølge det russiske forsvarsministerium fandt øvelsen sted i Peter den Store-Bugten i Det Japanske Hav.

Hverken Japan eller USA har tidligt tirsdag morgen dansk tid kommenteret hændelsen.

Testaffyringen kommer, en uge efter at to russiske bombefly, som er i stand til at bære atomvåben, overfløj Det Japanske Hav i mere end syv timer.

Den russiske regering kaldte hændelsen “en planlagt flyvning”.

Flyene var af typen Tupolev Tu-95MS. Disse bruges jævnligt af Rusland over internationalt farvand i Arktis, Nordatlanten og Stillehavet som en styrkedemonstration, skriver Reuters.

Overflyvningen tirsdag i sidste uge fandt sted, lige som den japanske premierminister, Fumio Kishida, havde indledt et besøg i Ukraine.

/ritzau/

Andre læser også