AVIZ

Røgkanoner og lyseffekter afløser sankthansbål i Nordjylland

I alle kommuner vest for Storebælt kommer der forbud mod bål sankthansaften
I alle kommuner vest for Storebælt kommer der forbud mod bål sankthansaften (Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)

Men mandag oplyste Nordjyllands Beredskab, at man indfører afbrændingsforbud i Jammerbugt Kommune, så det gælder, når begivenheden finder sted.

Af den grund bliver fredagens fejring noget anderledes for Jannie Ratke, der er turisme- og eventkonsulent i kommunen.

Forbuddet, der gør, at man ikke må tænde bål, har fået hende til at tænke ud af boksen.

For der skal fejres sankthans i Blokhus, lyder det.

– Vi vil prøve at illustrere flammerne ved hjælp af røgkanoner og lys, siger hun.

– Vi er virkelig spændte på, om det kommer til at fungere, og slår det fejl, må jeg finde på noget andet.

Erhvervsforeningen Destination Blokhus vil stadig invitere til fællessang og underholdning.

For selvfølgelig skal de besøgende ikke snydes for at kunne samles, lyder det fra Jannie Ratke.

– Vi har normalt et sted mellem 10.000 og 20.000 besøgende, så det er en stor tradition at mødes og se solen gå ned over Vesterhavet, siger hun.

– Vi ville være rigtig kede af at aflyse det, så vi har stadig båltale og alt det, der hører med.

Turismekonsulenten fortæller, at hun har brugt den seneste uge på at tænke over alternativer til det traditionelle sankthansbål med flammer.

Hun venter stadig i spænding på at modtage det udstyr, der skal gøre, at man kan symbolisere et rigtigt bål.

– Jeg får udstyret hjem i dag (mandag, red.), og vi skal lave prøver på det i morgen (tirsdag, red.), så vi ved, om det fungerer.

– Jeg har set på Youtube, at det fungerer, men jeg ved det stadig ikke, siger hun.

Det er ikke kun i Blokhus, at man vil fejre sankthansaften uden bål.

Sankthansbål på Sønderstrand i Skagen er en over 100 år gammel tradition.

Her har man ændret programmet, så det passer med forbuddet.

– Vi kommer til at synge lidt mere sammen, og vi har stadigvæk båltale, selv om vi ikke har et bål, siger Lene Kappelborg, midlertidig direktør i Toppen af Danmark, der er arrangør.

– Vi tænker, at vi sagtens kan få en dejlig aften alligevel.

Hun fortæller, at begivenheden normalt er et stort samlingspunkt.

Særligt sidste år, hvor prinsesse Marie var båltaler, havde arrangementet mange besøgende.

Andre år har der været mellem 3000 og 5000 besøgende, lyder det.

– Der er meget tradition forbundet med, at man spiser sammen og går ned på stranden for at se bålet, siger Lene Kappelborg.

– Der vil sikkert være nogle, der bliver væk i år, men sådan er det.

Det har været ualmindeligt tørt i Danmark den seneste tid.

Manglen på regn har medført, at der i alle kommuner vest for Storebælt kommer enten totalt afbrændingsforbud eller et mere specifikt bålforbud fredag og lørdag.

Det oplyste Danske Beredskaber mandag til Ritzau.

Derudover bliver det heller ikke lovligt at tænde bål i flere vestsjællandske kommuner, på Bornholm samt i Helsingør og i naturområdet Tisvilde Hegn.

Man kan orientere sig om, hvad forbuddet konkret dækker på det lokale beredskabs hjemmeside.

/ritzau/

Andre læser også