Det skriver det amerikanske medie CNN, som henviser til flere kilder, der er bekendt med afstemningen.
Også Reuters skriver om nomineringen af 58-årige Steve Scalise.
Før Steve Scalise kan blive formand for det ene af den amerikanske kongres’ to kamre, skal der afholdes en samlet afstemning, hvor også Demokraterne i Repræsentanternes Hus deltager.
Ifølge Reuters’ oplysninger skal afstemningen finde sted klokken 13 lokal tid onsdag – klokken 21 dansk tid.
Et flertal i Huset skal stemme for Scalise, hvis han skal have den magtfulde rolle. Republikanerne har med 221 medlemmer flertal. Demokraterne sidder på 212 af pladserne i Repræsentanternes Hus.
Posten som formand for Repræsentanternes Hus er blevet ledig, efter at republikaneren Kevin McCarthy blev væltet i sidste uge.
Det var McCarthys egen partifælle Matt Gaetz, der havde fremsat et forslag om at fjerne 58-årige McCarthy som formand.
Gaetz og andre republikanere på højrefløjen var utilfredse med McCarthy, der for nylig indgik en aftale med Demokraterne om et midlertidigt budget.
Steve Scalise, der i august fortalte offentligt, at han er i behandling for blodkræft, er i dag Republikanernes næstformand i Repræsentanternes Hus. Han blev første gang valgt til Kongressen i 2008.
Valget har stået mellem to kandidater til posten som formand: Steve Scalise og Jim Jordan, der er formand for retsudvalget i Repræsentanternes Hus.
Ved afstemningen blandt Republikanerne stemte 113 på Steve Scalise og 99 på Jim Jordan, skriver Reuters.
/ritzau/
Andre læser også