Det bekræfter Margrethe Vestager over for Jyllands-Posten og Financial Times.
– Jeg er glad for, at regeringen har peget på mig med henblik på at blive vurderet som mulig kandidat til formand for Den Europæiske Investeringsbank, siger hun til mediet.
Den danske konkurrencekommissær i EU siger, at hun afventer bankens godkendelsesprocedurer og ikke har yderligere at tilføje på nuværende tidspunkt.
Den Europæiske Investeringsbank finansierer projekter, som hjælper med at nå EU-mål både inden- og udenfor EU.
Den nuværende formand er tyske Werner Hoyer, der har siddet på posten siden 2012. Ifølge Jyllands-Posten udløber hans periode i december i år.
Hvis Margrethe Vestager bliver godkendt af banken i den første del af processen, ventes hun at tage orlov fra sin rolle som EU-kommissær, skriver Jyllands-Posten.
Hvis hun får jobbet, stopper hun som EU-kommissær.
Margrethe Vestager har siden 2019 været ledende næstformand for Kommissionen med ansvar for et Europa, der er klar til den digitale tidsalder og konkurrence.
Det er hun frem til efteråret 2024.
/ritzau/
Andre læser også