AVIZ

Ny portal skal ruste unge til at navigere i fakta og fake news

Skoleelever
Skoleelever (Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix)

Men ikke alle er lige rustet til at forholde sig kritisk til den information og de tal, de bliver præsenteret for. Særligt ikke børn og unge.

Derfor lancerer Danmarks Statistik nu en læringsportal målrettet udskolingselever og lærere, som skal bidrage til at oplyse og uddanne eleverne.

Portalen hedder “Mit liv med statistik” og er tirsdag tilgængeligt på skolernes læringsplatforme, skriver Danmarks Statistik i en pressemeddelelse.

– Vi ønsker at klæde de unge på til det samfund, de er en del af. Mange unge har hørt, at statistik er kedeligt. Den myte vil vi gerne gøre op med.

– Vi vil gerne vise de unge, hvordan de kan bruge statistik til at blive klogere og forholde sig kritisk til de mange tal, de møder i hverdagen, siger rigsstatistiker Birgitte Anker fra Danmarks Statistik.

Mange aktører leverer tal til den offentlige debat uden nødvendigvis at være underlagt krav til eksempelvis kvalitet og uafhængighed. Og det skaber en risiko for, at unge påvirkes af misinformation og fake news.

Ifølge digitaliseringsminister Marie Bjerre (V) er portalen et vigtigt værktøj til at klæde de unge på til at navigere i nyhedsstrømmen på især sociale medier.

– Hvis vores børn og unge får mere viden om tal og statistik, vil det være vores bedste våben i krigen mod fake news. De vokser i dag op med et nyhedsbillede, som er fragmenteret og hurtigt, og det kan være svært at gennemskue, hvad der er sandt og falsk.

– Det er derfor vigtigt, at unge lærer at forholde sig til tal og ved, hvor de kan finde solde fakta. Her bliver “Mit liv med statistik” et vigtigt bolværk, hvis nogen ønsker at sprede løgne, siger hun i pressemeddelelsen.

Danmarks Statistik har oplevet stigende interesse fra skolerne om netop statistik og materiale, som kan bruges i undervisningen. Det er en af hovedårsagerne til, at læringsportalen nu lanceres.

Den indeholder både statistikopgaver og escape rooms i fiktive universer.

Opgaverne tager udgangspunkt i eleverne selv og sætter deres livssituation i perspektiv. Det kan være opgaver om unges fritid, brug af internet, udsatte børn og sammenhæng mellem uddannelse, job og løn.

/ritzau/

Andre læser også