AVIZ

Naturaftale er på plads med snævert flertal blandt EU-lande

Magnus Heunicke og Frans Timmermans
Magnus Heunicke og Frans Timmermans (Den Europæiske Union/Free)

Det betyder, at landene er klar til forhandlinger med EU-Parlamentet.

Aftalen kommer efter svære forhandlinger landene imellem. Flere medlemsstater har blandt andet efterspurgt øget fleksibilitet og flere undtagelser i loven for blandt andet områder med vedvarende energi eller forsvarsaktiviteter.

Også Danmark havde ønsket endnu mere fleksibilitet, sagde miljøminister Magnus Heunicke (S) under mødet tirsdag i Luxembourg.

Alligevel stemte Danmark for aftalen.

De vigtigste danske prioriteter er da også kommet med i aftalen, siger Magnus Heunicke efter afstemningen.

Det gælder både, at genopretningsmålene er bindende, og at mulighederne for at udrulle vedvarende energi ikke bliver forringet.

– Jeg er enormt lettet over, at vi er lykkes med at nå et resultat med bindende mål for hele EU. Det er et afgørende skridt for at få forbedret vores natur, som er under pres, siger Magnus Heunicke.

Det var med et mulehår, at der blev opnået det nødvendige kvalificerede flertal.

Lande svarende til 66,1 procent af EU’s befolkning stemte for. Kravet er mindst 65 procent.

Blandt andet Sverige og Finland stemte imod.

– Det ærgrer mig dybt. Det er lande, som vi normalt har et tæt samarbejde med på det her område, siger den danske miljøminister og fortsætter:

– Selvfølgelig havde det været bedre med et mere komfortabelt flertal. Men vi har det flertal, vi skal bruge. Nu kan vi komme videre med det her virkeligt vigtige arbejde.

Med aftalen stiller landene sig bag EU-Kommissionens forslag om at sikre, at mindst 20 procent af den europæiske natur bliver genoprettet i 2030.

Det kan blandt andet gøres ved at genetablere vild natur eller omlægge landbrugsarealer til vådområder.

Mens EU-landene er klar til de videre forhandlinger, er det endnu ikke tilfældet i EU-Parlamentet.

Også her har forhandlingerne været dramatiske. Parlamentets største gruppe, konservative EPP, har for eksempel meldt sig helt ud af drøftelserne og foreslået at skrotte loven.

Efter planen stemmer parlamentet om loven i juli måned. Derefter kan forhandlinger med landene begynde.

/ritzau/

Andre læser også

Vigtigheden af affaldssortering

    Affaldshåndtering er en essentiel del af at beskytte miljøet og fremme bæredygtighed. Ved at sortere vores affald korrekt kan vi reducere mængden af affald, der ender på lossepladser, mindske forureningen [...]
    Læs mere

    Find de smukkeste smykker

      Smykker har i årtusinder været en integreret del af menneskets kultur og selvudtryk. Fra de antikke civilisationers prægtige guldkreationer til nutidens moderne design er smykker mere end blot tilbehør – [...]
      Læs mere