AVIZ

Morten Dahlin bliver minister for kirke og landdistrikter

Ministerrokade

Det oplyser Statsministeriet torsdag. Dahlin indtræder samtidig i Økonomiudvalget i regeringen.

Han overtager dermed Louise Schack Elholms (V) poster.

34-årige Morten Dahlin har været politisk ordfører i Venstre og meldte for kort tid siden ud, at han går 11 uger på barsel. Han afbryder dog sin barsel nu på grund af ministerudnævnelsen, siger han til Sjællandske Nyheder.

Dahlin blev første gang valgt til Folketinget i 2019.

I en pressemeddelelse roser Venstre-formand Troels Lund Poulsen Morten Dahlin for hans tid som politisk ordfører, hvor han har arbejdet “utrætteligt” fra morgen til aften.

Han omtaler også det faktum, at Louise Schack Elholm nu ikke længere skal være minister. Han siger tak for indsatsen.

Han uddyber i et interview på Christiansborg, at den her rokade er en anledning til en frisk start.

Dahlin skal som minister for landdistrikterne blandt andet være med til at lægge kant til Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne, der ellers har forsøgt at kapre den dagsorden.

Dahlins indtræden som minister betyder samtidig, at Torsten Schack Pedersen bliver fast politisk ordfører for Venstre. Torsten Schack Pedersen skulle i første omgang blot have varetaget posten, mens Dahlin var på barsel.

I forbindelse med Minksagen om aflivningen af mink i 2020 under coronakrisen var Dahlin en af de største kritikere af statsminister Mette Frederiksen.

Nu er han minister i en regering, som Mette Frederiksen står i spidsen for. Det skulle Dahlin forholde sig til, da Mette Frederiksen havde præsenteret de nye ministre foran Amalienborg efter et besøg hos dronningen og kronprinsen.

Det faktum svarer Dahlin helt udenom.

– Når man får muligheden for at træde ind i Hendes Majestæt Dronningens regering, så siger man ja. Så jeg er meget stolt over, at jeg er blevet bedt om at løse denne opgave, siger Dahlin.

Adspurgt om Minksagen er lagt helt bag ham, svarer Dahlin, at han glæder sig til at “arbejde”.

Louise Schack Elholm lægger over for TV2 ikke skjul på, at det ikke er nogen sjov dag for hende, da hun ikke længere skal være minister.

– Det er selvfølgelig en kedelig dag. Det tror jeg, det vil være for enhver, der skal stoppe som minister. Men sådan er politik. Det går op og ned. I dag går det ikke så godt for mig.

Hun bliver dernæst spurgt, om hun har fået en forklaring på hvorfor:

– Det tror jeg, I skal bede ham (Troels Lund Poulsen, red.) om selv at forklare, siger hun til TV2.

Troels Lund Poulsen siger, at hans klare anbefaling til Venstres folketingsgruppe er, at Louise Schack Elholm og Marie Bjerre, som også stopper som minister, får “gode opgaver at arbejde videre med”.

– Der skal være gode og vigtige arbejdsopgaver til begge, siger han.

Morten Dahlin får overdraget sine nye poster klokken 15.00.

/ritzau/

Andre læser også

Vigtigheden af affaldssortering

    Affaldshåndtering er en essentiel del af at beskytte miljøet og fremme bæredygtighed. Ved at sortere vores affald korrekt kan vi reducere mængden af affald, der ender på lossepladser, mindske forureningen [...]
    Læs mere

    Find de smukkeste smykker

      Smykker har i årtusinder været en integreret del af menneskets kultur og selvudtryk. Fra de antikke civilisationers prægtige guldkreationer til nutidens moderne design er smykker mere end blot tilbehør – [...]
      Læs mere