Ulykken skete lørdag aften lokal tid, da to mindre fiskerbåde, der formodes at have haft migranter om bord, kæntrede.
Det meddeler chefen for byens livreddere, James Gartland, ifølge nyhedsbureauet AFP på et pressemøde søndag.
– Det er en af de værste maritime smuglertragedier, som jeg kan huske i Californien, siger han.
Der var otte til ti mennesker om bord i de forulykkede både. Otte er fundet døde.
Der er ikke fundet nogen overlevende, siger Gartland. Men han tilføjer, at de kan have forladt området, inden redningsmandskab nåede frem.
En unavngiven kvinde alarmerede politiet omkring klokken 23.30 lokal tid lørdag.
Politiet i San Diego meddeler, at kvinden fortalte, at hun var rejst ind i USA fra Mexico med båd. Det skriver nyhedsbureauet dpa.
Livreddere og brandfolk blev sendt til stedet i et forsøg på at redde de mennesker, der var forlist. Men redningsarbejdet blev besværliggjort af en tyk tåge og højvande.
Eftersøgningen efter flere mulige ofre fortsætter søndag.
Også politi og grænsepoliti blev sendt til stedet.
Myndigheder i San Diego oplyser ifølge nyhedsbureauet Reuters, at de ikke kender nationaliteten på dødsofrene. Men samtlige ofre er voksne.
Der er ikke umiddelbart meldinger om anholdte i forbindelse med forliset.
Det er uklart, hvad der fik bådene til at kæntre. Men området er kendt for at have både lumske sandbanker og en stærk strøm.
/ritzau/
Andre læser også