AVIZ

Mette F. kræver tydelige rammer i folkeskolen efter voldshistorier

Danish Prime Minister Frederiksen attends a press conference in Copenhagen

På Facebook skriver Mette Frederiksen, der flere gange har udtalt, at hun vil være “børnenes statsminister”, at hun forstår forældrenes fortvivlelse, og at der bør være “tydelige rammer og tydelige voksne” i skolerne.

– Jeg ønsker af hele mit hjerte, at alle børn får en god skolegang. Og at vi kan rumme børn i alle livssituationer – også dem der har det svært.

– Men, og der er et men, man kan også være så ødelæggende i sin adfærd, at det store flertal af børn skal beskyttes. Her må vi træde i karakter, skriver Mette Frederiksen og tilføjer, at der ikke er plads til hverken stoffer, chikane, seksuelle krænkelser eller overgreb i skolen.

Hvad det betyder at træde i karakter i denne forbindelse, uddyber statsministeren ikke nærmere i sit opslag.

Flere medier har kunnet berette om tilfælde af trusler og vold på flere skoler, nogle gange af seksuel karakter.

Det har fået regeringen til at varsle ændringer i skolernes ordensbekendtgørelse.

Hidtil har det været børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S), der har sagt regeringsord i sagen. Han er ved at danne sig et overblik over tilstanden i landets folkeskoler, herunder om der er sket en generel forråelse i skolerne.

Men nu træder statsministeren altså også ind i debatten.

– I min åbningstale til Folketinget sidste år brugte jeg meget tid på at tale om skolen og lærernes autoritet. Den sorte skole skal vi naturligvis ikke have tilbage. Men vi skal heller ikke have en ’slap skole’, hvor der ikke er konsekvens, skriver hun.

Regeringen har sat kurs mod det, de kalder en frisættelse af folkeskolerne, og Tesfaye har lagt vægt på, at der ikke skal detailstyres – heller ikke efter de aktuelle sager.

Men der skal være disciplin, sagde han tidligere i februar:

– Vi skal ikke ende i en situation, hvor vi i Folketingssalen diskuterer i detaljer, hvornår man skal flyttes fra 4.b til 4.c eller hjemsendes.

– Men vi skal se på, om værktøjskassen er god nok, sagde børne- og undervisningsministeren 22. februar.

/ritzau/

Andre læser også