Statsminister Mette Frederiksen (S) er et varmt bud på en efterfølger til Jens Stoltenberg, når han ventes at træde tilbage som generalsekretær i Nato til september.
Det oplyser to centrale kilder ifølge den norske avis VG.
– Hendes navn er nu på bordet hos Natos 31 topledere, som bestemmer, hvem der skal lede Nato, skriver VG.
De to centrale kilder tilføjer ifølge det norske medie, at den danske statsminister er særligt vellidt af USA’s præsident, Joe Biden. USA er Natos største medlemsland.
Norske Jens Stoltenbergs mandat i Nato er blevet forlænget flere gange, og han har været generalsekretær i Nato i næsten ni år.
Men til Norges pendant til DR, NRK, oplyser han, at han vil flytte hjem til Norge dette efterår.
– Jeg har ingen andre planer end at afslutte mit arbejde i Nato til efteråret som planlagt. Jeg har været der dobbelt så længe som forudsat, siger han til mediet fredag.
Også andre europæiske ledere er angiveligt med i kapløbet om at blive ny generalsekretær i forsvarsalliancen – heriblandt EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, skriver VG.
Den hollandske premierminister, Mark Rutte, har også været i spil, men den norske avis erfarer, at han ikke ønsker at komme i betragtning til topjobbet.
Storbritanniens forsvarsminister, Ben Wallace, har vist interesse for generalsekretærposten, og ifølge mediet Politico har han kaldt den “et godt job”.
Hvis Mette Frederiksen bliver Jens Stoltenbergs efterfølger, vil hun ikke være den første danske generalsekretær i Nato.
Den tidligere Venstre-statsminister Anders Fogh Rasmussen besatte generalsekretærposten fra 2009 til 2014, hvor han blev afløst af Jens Stoltenberg.
/ritzau/
Andre læser også