AVIZ

Medie: Der forhandles om tre dages våbenhvile i Gaza

Israel Palestinians

Det siger to anonyme embedsmænd fra Egypten, en embedsmand fra FN og en vestlig diplomat til nyhedsbureauet AP.

Aftalen skal gøre det muligt at få mere hjælp – herunder begrænsede mængder brændstof – ind i området, hvilket skal forbedre forholdene for de 2,3 millioner palæstinensere i Gaza.

Forhandlingerne mægles ifølge kilderne af Qatar, Egypten og USA.

Ifølge en af de egyptiske embedsmænd, bliver aftalen om våbenhvile diskuteret denne uge i Kairo, angiveligt med deltagelse fra en chef i den amerikanske efterretningsvæsen CIA og en delegation fra Israel.

Den samme unavngivne embedsmand siger, at mæglerne er ved at færdiggøre et udkast til en aftale.

At der er en sådan aftale på vej er ikke officielt bekræftet.

Også Reuters har på baggrund af en anonym kilde skrevet, at der sker forhandlinger om våbenhvile i Gaza i bytte for løsladelse af gidsler.

Onsdag skrev nyhedsbureauet, at det drejer sig om løsladelsen af 10-15 gidsler til gengæld for en våbenhvile på en til to dage.

En unavngiven egyptisk sikkerhedskilde udtalte i samme ombæring, at der forventes en 24- til 48-timers våbenhvile eller begrænsning af de ”primære operationer” i løbet af den næste uge.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har tidligere sagt, at enhver midlertidig våbenhvile skal ledsages af frigivelsen af gidsler.

7. oktober stormede krigere fra den militante islamistiske Hamas-bevægelse ind over grænsen fra den palæstinensiske enklave Gazastriben til Israel og dræbte 1400 personer, hovedsageligt civile. Der blev taget omkring 240 gidsler.

Siden har Israel gennemført bombardementer og en landinvasion af Gaza.

Fra de palæstinensiske sundhedsmyndigheder i Gaza, som er styret af Hamas, lyder de seneste tal, at 10.569 palæstinensere er blevet dræbt.

/ritzau/

Andre læser også