Således har mæglere fra Qatar holdt samtaler med repræsentanter for Hamas for at forsøge at nå en aftale om frigivelse af tilfangetagne israelske kvinder og børn.
Det oplyser en kilde tæt på forhandlingerne til nyhedsbureauet Reuters.
Til gengæld for en eventuel frigivelse er der tale om, at 36 palæstinensiske børn og kvinder fra israelske fængsler skal frigives.
Forhandlingerne er angiveligt koordineret med USA og har stået på siden lørdag aften. De “skrider positivt frem”, oplyser kilden.
Der er dog ikke umiddelbart udsigt til gennembrud i forhandlingerne, lyder det samtidig.
Israel har oplyst, at omkring 100 personer er blevet bortført fra Israel og ført til Gaza i forbindelse med Hamas’ angreb.
Hverken Qatars udenrigsministerium, Hamas eller USA’s udenrigsministerium har svaret på henvendelser fra Reuters om de formodede forhandlinger. Israels premierministerkontor har afvist at kommentere.
Det olierige Qatar har ambitiøse mål i forhold til udenrigspolitisk diplomati. Landet har blandt andet en direkte kommunikationslinje til Hamas.
Diplomater fra Qatar har også tidligere været involveret i forhandlinger mellem Hamas og Israel.
Qatar har blandt andet også været mægler i forhandlinger mellem USA og Iran.
/ritzau/
Andre læser også