AVIZ

Lukket grænse hindrer danskere på adgangsliste i at forlade Gaza

PALESTINIAN-ISRAEL-EGYPT-GAZA-CONFLICT

Det fortæller direktør i Udenrigsministeriets Borgerservice Steen Hommel.

– Vi er vidende om, at der er forskellige muligheder for faktisk at bevæge sig inden for Gaza, men lige nu er den store udfordring, at grænsen ikke er åben.

Evakueringerne sker via Rafah-overgangen til Egypten. Men den har altså ikke været mulig at passere fredag.

– Det er jo en svær situation, hvor meget spiller ind. Først og fremmest var det helt afgørende at få danskere på den her liste, så de har mulighed for at passere.

– Det næste er så, at de faktisk kan komme derned, og det tredje er, at grænsen rent fysisk skal være åben. Lige nu er vi ramt af, at den ikke er åben indtil videre. Så ingen udlændinge har passeret grænsen i dag (fredag, red.), siger han.

Der er tale om fem personer ud af cirka 20 personer, som står på den danske evakueringsliste.

Rafah-overgangen er den sydligste vej ud af Gaza og grænser op til Egyptens Sinai-halvø.

Men afhængigt af hvor de fem personer befinder sig, skal de først nå ned til grænsen.

Steen Hommel fortæller, at et team ambassademedarbejdere er klar til at hente borgerne, så snart det lykkes at passere.

– De kolleger, vi har stående ved grænsen på den sydlige side, har kontakt til en gruppe fra listen på den nordlige side. Men ikke alle af de fem.

Han fortæller, at myndighederne løbende forsøger at holde kontakt med dem, der befinder sig i Gaza – enten direkte eller via pårørende.

Hvis det ikke bliver muligt at passere grænsen fredag, vil de fem danske borgere beholde deres plads på listen.

– Vi har fået relativt klart beskrevet, at hvis man ikke kommer over på den pågældende dag, så er man fortsat på listen og kan passere en af de kommende dage, siger Steen Hommel.

Listen, som indeholder navne på de personer, der kan blive evakueret fra Gaza, opdateres hver dag.

Steen Hommel ved ikke, præcis hvilken udvælgelsesproces der ligger bag listerne.

Når og hvis de fem personer kommer over grænsen og ud af Gaza, står ambassadens folk klar til at hjælpe dem hurtigt til Danmark.

– Fra egyptisk side har man lagt vægt på, at de mennesker, der passerer grænsen, skal videre og ikke forblive i Egypten, så vi har forberedt os på at lave en god håndtering fra grænsen via ambassaden og videre til Danmark, siger Steen Hommel.

/ritzau/

Andre læser også

Vigtigheden af affaldssortering

    Affaldshåndtering er en essentiel del af at beskytte miljøet og fremme bæredygtighed. Ved at sortere vores affald korrekt kan vi reducere mængden af affald, der ender på lossepladser, mindske forureningen [...]
    Læs mere

    Find de smukkeste smykker

      Smykker har i årtusinder været en integreret del af menneskets kultur og selvudtryk. Fra de antikke civilisationers prægtige guldkreationer til nutidens moderne design er smykker mere end blot tilbehør – [...]
      Læs mere