Skyldkendelsen er torsdag formiddag afsagt i Vestre Landsret, og landsretten har kendt den tiltalte skyldig i samme omfang som Retten i Randers i februar.
Dengang fandt retten, at det var sosu-hjælperen, der gav fire beboere medicin, de ikke skulle have.
Det medførte, at de blev indlagt og genindlagt flere gange. En af dem, en 81-årig kvinde, døde få dage efter første indlæggelse.
Sosu-hjælperen blev 22. februar i Retten i Randers idømt 16 års fængsel for ét tilfælde af grov vold med døden til følge, tre tilfælde af grov vold, fire tilfælde af drabsforsøg, embedsmisbrug og tyveri af medicin.
Da skyldkendelsen torsdag læses op i en propfyldt retssal A, bryder hun grædende sammen og hjælpes ud.
Sosu-hjælperen har både i byretten og landsretten nægtet sig skyldig.
Hun har fastholdt, at hun aldrig har givet beboere medicin, de ikke skulle have.
For en uge siden – inden retten trak sig tilbage for at votere – benyttede hun muligheden for at få det sidste ord.
– Jeg kan ikke genkende det billede, anklageren tegner af mig. Jeg er ikke den person, lød det fra den tiltalte, der efter et fald i arresten har sin arm i en slynge.
Byretten frifandt sosu-hjælperen for drab, da man ikke mente, hun havde indset, at beboerne kunne dø af medicinen.
Senioranklager Anette Wolf Pedersen gik derimod i landsretten efter at få den tiltalte dømt for drab i overensstemmelse med anklageskriftet.
Hun har blandt andet ført et vidne fra Social- og Sundhedsskolen i Randers, der har berettet, at sosu-hjælperen i 2011 gennemførte et avanceret medicinkursus.
Det var ifølge anklageren bevis for, at sosu-hjælperen var klar over konsekvenserne, da hun gav beboerne præparater som Baclofen, Diazepam og Mirtazapin.
Men landsretten er altså enig med byretten og takserer det som grov vold med døden til følge.
Et mindretal på to nævninger mener dog, at den tiltalte er skyldig i drab. Men det er stemmeflertallet, der afgør spørgsmålet.
Efter at retten har taget stilling til skyldsspørgsmålet, skal retten tage stilling til, hvilken straf der skal udmåles. Det vil ske senere torsdag.
/ritzau/
Andre læser også