AVIZ

Konservative opgiver forslag om at få slettede sms’er tilbage

Doorstep efter møde om SMS-sag
Doorstep efter møde om SMS-sag (Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix)

Det skriver gruppeformand Mai Mercado (K) på Facebook.

Meldingen kommer, dagen efter at fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) fortalte, at det ikke er muligt for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) at genskabe blandt andre statsminister Mette Frederiksens slettede sms’er.

CFCS hører til under FE.

– Ingen skal fortælle mig, Mette Frederiksen rigtigt har forsøgt at få sine sms’er frem i lyset, skriver Mercado.

Hun tilføjer i forlængelse af mandagens melding fra Troels Lund Poulsen, at FE konkluderer, at det ikke er muligt at genskabe sms’erne.

– Derfor giver vores beslutningsforslag ikke længere mening at fremsætte. Så vi går nye veje. Og hvis det er rigtigt, at Apple kan genskabe sms’erne, så vil vi forsøge at få dem genskabt.

– For danskerne fortjener at få alt frem i lyset. Det er uværdigt for det danske folkestyre, at magthaverne forsøger at dække over deres fejl. Heldigvis er der samråd i næste uge. Og der er fortsat spørgsmål at stille. Hvorfor afviser Troels Lund fx at bede Apple om at genskabe sms’erne?, skriver Mercado.

Hun henviser til, at Apple måske kan hjælpe i sagen, men at Troels Lund Poulsen ikke vil rette henvendelse til it-virksomheden, efter at flere partier ellers har opfordret til det.

Sagen, som omhandler sms-beskeder fra Mette Frederiksen og andre personer tæt på Minksagen i 2020 under coronakrisen, er blusset op efter afsløringer i B.T. i sidste uge.

Her afslørede avisen, at centrale oplysninger i sagen blev tilbageholdt i et svar, der blev givet til Folketinget, da sms-sagen rullede i slutningen af 2021.

Dengang forsøgte især Venstre, som nu sidder i regering med Socialdemokratiet, at få svar på, om det på nogen måde var muligt at genskabe sms’erne, som var blevet slettet automatisk efter 30 dage.

Den opgave kunne politiets tekniske eksperter ikke løse. Sådan lød det fra Justitsministeriet i en pressemeddelelse 17. november 2021.

B.T. fortalte i sidste uge, at FE aldrig blev anmodet om at genskabe Mette Frederiksens slettede beskeder.

Beskederne ville måske kunne findes i data fra tjenestens overvågning af det statslige wi-fi-netværk.

FE havde ikke lovhjemmel til at forsøge. Det skrev FE i tre forskellige notater sendt til Forsvarsministeriet. Men oplysningerne kom ikke med i et skriftligt svar til Folketingets Retsudvalg.

På et lukket samråd skulle daværende forsvarsminister Trine Bramsen (S) ifølge et talepapir have sagt, at FE ikke havde lovhjemmel til at se efter indholdsdata i den konkrete sag.

Det henviste Troels Lund Poulsen også til mandag aften.

– Folketinget blev i 2021 orienteret om, at Center for Cybersikkerhed ikke havde hjemmel til at lede efter iMessages eller sms’er, sagde han.

– Det blev meddelt mundtligt til samrådet, og en taleseddel blev efterfølgende oversendt til Granskningsudvalget 13. december 2021.

Folketinget er således blevet orienteret mundtligt og skriftligt om hjemmelsspørgsmålet, sagde han.

Troels Lund Poulsen blev mandag aften forholdt, at ingen af dem, der deltog på samrådet, tilsyneladende forstod, at FE manglede lovhjemmel til at forsøge, og at FE havde gjort opmærksom på at mangle den hjemmel.

– Der kommer jeg lidt til kort, for jeg sad ikke selv i det lukkede samråd, svarede ministeren.

/ritzau/

Andre læser også