Koan havde ingen michelinstjerner i forvejen.
Maden på restaurant Koan er koreansk inspireret.
Restauranten, som ligger på Langelinje på Østerbro, var i forvejen udset som en mulig kandidat til mindst én michelinstjerne.
Kristian Baumann er manden bag den forholdsvis nye restaurant. Han har drevet Koan siden 2020.
– Det har været som pop-up to forskellige steder og med takeaway under den anden nedlukning. Vi har ledt efter den perfekte lokation, som nu er blevet ude på Langelinie, fortalte han forud for uddelingen til Ritzau.
Restauranten slog dørene op på Langelinie i begyndelsen af 2023.
Køkkenchefen sagde inden uddelingen, at det ville være “en kæmpe anerkendelse”, hvis Koan endte med at få en michelinstjerne.
– Jeg ved godt, at de har haft os lidt i kikkerten, og det er jeg dybt taknemmelig for.
– Men det er meget kort tid, vi har været i gang, så hvis der falder noget af til os, vil det være en overraskelse og kæmpe anerkendelse, lød det fra Kristian Baumann.
Uddelingen af de eftertragtede stjerner er rettet mod de nordiske lande – Danmark, Norge, Sverige og Finland.
Der er kun to nye restauranter fra Norden på listen over restauranter med to michelinstjerner.
Ud over Koan i København er det Aira i den svenske hovedstad, Stockholm, der har fået to stjerner ved dette års uddeling.
I forvejen havde syv restauranter i Danmark og én i Grønland to michelinstjerner. De beholder alle deres to stjerner.
De i alt otte restauranter er AOC, Alchemist, Kadeau og Kong Hans Kælder, der alle ligger i København, samt Frederikshøj i Aarhus, Henne Kirkeby Kro i Henne, Jordnær i Gentofte og Koks i Grønland.
Michelinguiden uddeler stjerner til de bedste restauranter i Norden én gang om året.
/ritzau/
Andre læser også