Det hævdede det palæstinensiske sundhedsministerium sent lørdag aften.
En 25-årig mandlig læge blev blandt andet dræbt lørdag morgen foran sit hjem i Qabatiya nær Jenin, hvor flere bevæbnede palæstinensiske grupper holder til.
Derudover blev én dræbt i el-Bireh tæt på Ramallah, mens fire blev dræbt som følge af en israelsk indtrængen i Jenin.
Vidner fortalte lørdag nyhedsbureauet AFP, at det israelske militær var i færd med at omringe det offentlige hospital i Jenin og lægeklinikken Ibn Sina.
Fredag morgen trådte en våbenhvile mellem Israel og den militante palæstinensiske gruppe Hamas i kraft i Gazastriben.
Aftalen omfatter ikke Vestbredden.
Efter Hamas’ angreb på Israel 7. oktober, hvor 1200 mennesker blev dræbt, er også Vestbredden blevet omfattet af de øgede spændinger.
Israel har udført et omfattende modangreb på Gazastriben, hvor der ifølge de Hamas-kontrollerede sundhedsmyndigheder er blevet dræbt op mod 15.000 mennesker.
På Vestbredden har israelske bosættere og soldater derudover dræbt omkring 230 palæstinensere ifølge det palæstinensiske selvstyre, som har sit hovedsæde i Ramallah.
En bus med palæstinensere, som har været tilbageholdt i israelske fængsler, ankom sent lørdag aften i byen Beitunia, som ligger på Vestbredden.
Det skete, efter at Hamas frigav 13 israelske og fire udenlandske gidsler til Internationalt Røde Kors.
Begge var som led i den midlertidige pause i kampene, som parterne har aftalt.
Hamas – der er på EU’s, USA’s og Israels lister over terrororganisationer – tog omkring 240 mennesker som gidsler i forbindelse med angrebet 7. oktober.
/ritzau/AFP
Andre læser også