
Jordskælvene er sket på halvøen Reykjanes, og et af dem – der ramte onsdag morgen nær fiskerbyen Grindavík – havde en størrelse på 4,5, rapporteres det.
Ifølge mediet kunne dette jordskælv mærkes i Grindavík, i hele regionen Suðurnes og også i området omkring hovedstaden, Reykjavik. Få timer inden var et andet jordskælv, med en størrelse på 3,9, blevet registreret i samme område.
Jordskælv i Island er en regelmæssig begivenhed. Reykjanes-området har tre gange over de seneste tre år oplevet bølger af jordskælv, som er blevet fulgt op med vulkanudbrud, skriver nyhedsbureauet dpa.
Islandsk forsker i naturkatastrofer Lovísa Mjöll Gudmundsdóttir siger til den islandske tv-station RÚV, at det stadig er uklart, i hvilket omfang natten og morgenens jordskælv peger mod et nyt vulkanudbrud.
Ifølge Icelandmonitor skriver det meteorologiske kontor i en pressemeddelelse, at der fortsat er jordskælvs-aktivitet i området.
– Og det er ikke umuligt, at rystelser af samme størrelsesorden som i morges vil forekomme igen. Sidste gang, der blev målt rystelser af lignende størrelse på Reykjanes-halvøen, var i juli i år, lyder det ifølge mediet.
I juli i år gik en vulkan i området Litli-Hrútur på Reykjanes-halvøen – cirka 30 kilometer sydvest for Reykjavik – i udbrud. Det stod på i flere uger, men det satte ikke områdernes befolkning i fare.
Island oplevede i april 2010 et vulkanudbrud, der lammede store dele af flytrafikken i Europa, da vulkanen sendte askeskyer flere kilometer op i luften over et meget stort område.
/ritzau/
Andre læser også