AVIZ

International valutafond: Libanon er i en meget farlig situation

Udviklingsministeren besøger Jordan og Libanon
Udviklingsministeren besøger Jordan og Libanon (Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)

Det siger chefen for Mellemøsten i Den Internationale Valutafond (IMF), Ernesto Rigo, på et pressemøde i Libanons hovedstad, Beirut, torsdag.

– Man ville have forventet mere i forhold til implementering og godkendelse af lovgivningen. Libanon er i en meget farlig situation, siger han.

I april 2022 indgik Libanon og IMF en aftale om, at Libanon skulle indføre reformer til gengæld for et lån på tre milliarder dollar fra valutafonden.

Det svarer til næsten 21 milliarder kroner.

Reformerne vurderes at være afgørende for at få landet ud af en af verdens værste finansielle kriser.

Ernesto Rigo opfordrer landet til at fremskynde de reformer, der er sat som betingelser for redningsplanen.

Han understreger dog samtidig, at der ikke er en deadline for, hvornår landet skal have implementeret reformerne.

Men det vil efterlade Libanon i en “uendelig krise”, hvis man ikke gør noget, siger Ernesto Rigo.

Siden 2019 har det libanesiske pund mistet omkring 98 procent af sin værdi over for dollaren. Landet lider også under trecifret inflation.

Krisen er en konsekvens af årtiers dårlig styring med landets økonomi samt korruption blandt eliten.

– Gennem årene har regeringen lånt fra centralbanken. Ikke kun tidligere, men også de sidste par måneder, hvilket er noget, vi har anbefalet at stoppe, siger Ernesto Rigo.

Den økonomiske krise i Libanon blev kraftigt forværret, da flere hundrede ton ammoniumnitrat eksploderede på havnen i Beirut i august 2020.

Over 200 mennesker mistede livet i eksplosionen, og omkring 300.000 mistede deres hjem.

De økonomiske problemer i Libanon er af Verdensbanken blevet kaldt en af verdens tre dybeste økonomiske kriser siden 1850’erne.

/ritzau/Reuters/AFP

Andre læser også

Find de smukkeste smykker

    Smykker har i årtusinder været en integreret del af menneskets kultur og selvudtryk. Fra de antikke civilisationers prægtige guldkreationer til nutidens moderne design er smykker mere end blot tilbehør – [...]
    Læs mere