AVIZ

Højere renter på vej: Boligejere ser ind i ekstraregning

De nye ejendomsvurderinger er blevet kritiseret for at være fejlbehæftede

Hos Totalkredit er renterne for F1-, F3- og F5-lån endt på det højeste niveau siden 2009.

Det oplyser realkreditinstituttet torsdag i en pressemeddelelse, efter at årets sidste renteauktioner er slut for de tre lån.

Mens F1 er landet på 3,88 procent, er renten for F3- og F5-lån landet på henholdsvis 3,39 og 3,37 procent. Renterne træder i kraft 1. januar 2024.

Ved F1 bliver renten justeret en gang om året, for F3 og F5 er det henholdsvis hvert tredje og hvert femte år.

Generelt ser boligejerne ind i at skulle lave ekstra plads i budgettet. Det vurderer privatøkonom Brian Friis Helmer fra Arbejdernes Landsbank.

– Selvfølgelig er der forskel på de renter, der bliver fastsat, men de vil lande nogenlunde i et leje på omkring 3,5 til 4 procent for boligejere, der har F1-, F3- og F5-lån – uanset hvilket realkreditinstitut, man er kunde i, siger han.

Ifølge Totalkredit er det især boligejere med afdragsfri lån, der har forkortet deres rentebinding ved at gå fra F3 til F1, som får en markant stigning i renten. For dem sendes den årlige ydelse op med 32.000 kroner efter skat for et lån på en million kroner.

Hos Realkredit Danmark er renten for de tre lån landet på nogenlunde samme niveau som ved Totalkredit.

F1-renten med afdrag er landet på 4,05 procent – den højeste siden 2009 – F3-renten på 3,39 procent, mens F5-renten er landet marginalt lavere på 3,33 procent. Det oplyser Realkredit Danmark i en pressemeddelelse torsdag efter fire dage med auktioner.

– Har man et lån på en million kroner, og man betaler afdrag, så giver det F1-låntagerne anledning til en ydelsesstigning på cirka 250 kroner om måneden efter skat fra årsskiftet, mens vi nærmer os små 500 kroner, hvis man gør brug af afdragsfrihed.

– Har man et F3- eller F5-lån, og man betaler afdrag, vil man opleve en stigning i den månedlige ydelse efter skat på i omegnen af 600-700 kroner ved et lån på en million kroner, skriver Realkredit Danmark.

Selv om boligejere kan forvente en højere regning, kan de trøste sig med, at vi formentlig har nået rentetoppen for rentestigninger, vurderer privatøkonom Brian Friis Helmer.

– Har man for eksempel valgt et F1-lån, er vores forventning, at der ikke burde være flere rentestigninger i vente, når man skal have ny rente igen om et år. I stedet vil renten måske være uændret eller faldet lidt, siger han.

/ritzau/

Andre læser også

Vigtigheden af affaldssortering

    Affaldshåndtering er en essentiel del af at beskytte miljøet og fremme bæredygtighed. Ved at sortere vores affald korrekt kan vi reducere mængden af affald, der ender på lossepladser, mindske forureningen [...]
    Læs mere

    Find de smukkeste smykker

      Smykker har i årtusinder været en integreret del af menneskets kultur og selvudtryk. Fra de antikke civilisationers prægtige guldkreationer til nutidens moderne design er smykker mere end blot tilbehør – [...]
      Læs mere