AVIZ

Havisen vil snart forsvinde fra Arktis om sommeren – og det er faktisk sket før

Isbryderen Oden i havisen nord for Grønland. Foto: Martin Jakobsson, Stockholm University.
Isbryderen Oden i havisen nord for Grønland. Foto: Martin Jakobsson, Stockholm University.

Pressemeddelelse

21.3.2023 13:40:25 CET | Aarhus Universitet Natural Sciences

“The Last Ice Area” nord for Grønland og Canada er det sidste sted, vi stadig kan finde havis hele året rundt med klimaforandringernes stigende temperaturer. Nu peger et nyt studie på, at det meget snart kan være slut.   

Forskere fra Aarhus Universitet har i samarbejde med Stockholm University og U.S. GeologicalSurvey analyseret prøver fra det hidtil utilgængelige område nord for Grønland. 

Sedimentprøverne er indsamlet fra havbunden i Lincolnhavet, som er en del af “The Last IceArea”. Prøverne viser, at havisen smeltede i områdeti sommermånederne for omkring 10.000 år siden. Forskerholdet konkluderer, at sommerhavisen smeltede på et tidspunkt, hvor temperaturerne var på et niveau, som vi hastigt nærmer os igen i dag.  

“Klimamodeller har peget på, at sommerhavisen i området vil smelte i de kommende årtier, men det er usikkert, om det vil ske om 20, 30, 40 år eller endnu senere. Vores projekt har vist, at vi nu er meget tæt på det scenarie, og at temperaturen kun skal stige ganske lidt, før isen i området smelter,” siger Christof Pearce, adjunkt ved Institut for Geoscience, Aarhus Universitet. 

Forskerne har brugt data fra den tidlige Holocæne periode til at forudsige, hvornår havisen vil smelte i dag. Dengang var sommertemperaturerne i Arktis højere end i dag. Selvom det skyldtes naturlige variationer i klimaet og ikke som i dag menneskeskabt global opvarmning, er det stadig et godt udgangspunkt for at forudsige områdets umiddelbare skæbne.  

I Aarhus er sedimentprøverne blevet analyseret i samarbejde med lektor Marianne Glasius og teknisk videnskabelig medarbejder Mads Mørk Jensen fra Institut for Kemi. De har bl.a. undersøgt molekyler fra bestemte alger, der kun bliver produceret, når der er havis. På den måde har de kunnet udlede, hvornår der var sommerhavis i området. 

Et “wake up call” 

Når havisen i Lincolnhavet begynder at smelte om sommeren, kan det få store konsekvenser for klimaet. Hvor hvid is reflekterer solens stråler, vil et mørkt hav optage mere end ti gange så meget solenergi og dermed øge den globale opvarmning. Derudover kan det påvirke økosystemerne: 

”Havisen er en base for mange økosystemer. De alger, vi undersøgte, er en kilde til mad for fisk, som er en kilde til mad for fugle, osv. Hvordan vil de marine økosystemer blive påvirket globalt, hvis havisen forsvinder? Det kender vi ikke svaret på endnu,” siger Henrieka Detlef, der også er adjunkt ved Institut for Geoscience. 
 
Ifølge forskerne fra Aarhus Universitet kan studiet både tolkes som godt og skidt nyt for klimaet. 

“Det dårlige er, at vi kan se det ske meget snart. Det gode er, at vores data viser, at udviklingen kan vendes, og at vi kan nå at gøre noget ved det, hvis vi reducerer drivhusgasudledningerne og sætter ambitiøse politiske mål. Hvis vi kan holde temperaturen stabil eller måske endda få den til at falde, vil havisen vende tilbage til området,” siger Henrieka Detlef. 

Christof Pearce bakker op:  

“Studiet er et “wake-up call”, fordi nu ved vi, at det vil ske. Det gør ikke situationen mere deprimerende, men det gør den mere presserende. Vi er nødt til at handle nu, så vi kan ændre det.”

Andre læser også

Vigtigheden af affaldssortering

    Affaldshåndtering er en essentiel del af at beskytte miljøet og fremme bæredygtighed. Ved at sortere vores affald korrekt kan vi reducere mængden af affald, der ender på lossepladser, mindske forureningen [...]
    Læs mere

    Find de smukkeste smykker

      Smykker har i årtusinder været en integreret del af menneskets kultur og selvudtryk. Fra de antikke civilisationers prægtige guldkreationer til nutidens moderne design er smykker mere end blot tilbehør – [...]
      Læs mere