AVIZ

Hamas frigiver yderligere to gidsler fra Gaza

Smoke is seen rising in Gaza from a viewpoint in Southern Israel

De to frigivne gidsler er ifølge gruppen kvinder, som er blevet løsladt efter en mægling, hvor Qatar og Egypten har deltaget.

Det fremgår mandag af en meddelelse på det sociale medie Telegram fra Abu Ubaida, som er talsmand for Hamas’ væbnede gren.

– Vi har besluttet os for at frigive dem af humanitære årsager og på grund af dårligt helbred, står der i meddelelsen.

– På trods af det afviste fjenden at tage imod dem i fredags, tilføjes det i meddelelsen.

Meldingen er endnu ikke bekræftet fra Israel.

Internationalt Røde Kors (ICRC) har efter Hamas’ udmelding bekræftet, at to gidsler er blevet transporteret ud af Gaza.

– Vores rolle som neutral mægler gjorde dette arbejde muligt, og vi er klar til at facilitere alle fremtidige frigivelser, udtaler ICRC.

En anonym kilde oplyser til nyhedsbureauet Reuters, at det er to ældre israelere, som er blevet frigivet.

Også Israels Kanal 12 melder mandag, at det tredje og fjerde gidsel er blevet løsladt. Ifølge det israelske medie er gidslernes familier blevet informeret om frigivelsen.

Det statslige egyptiske nyhedsbureau rapporterer, at de to gidsler er ankommet til Rafah-grænseovergangen mellem Gaza og Egypten.

Det var i de tidlige morgentimer lørdag 7. oktober, at Israel blev angrebet af Hamas-bevægelsen. Over 1500 israelere blev dræbt. Derudover blev der taget mindst 222 gidsler med tilbage til Gaza.

Også en dansk mand er ifølge de israelske myndigheder gidsel hos Hamas.

Fredag aften blev to amerikanere løsladt som de første gidsler. De to løsladte fredag var Judith Raanan og hendes 17-årige datter, Natalie.

/ritzau/Reuters

Andre læser også