AVIZ

FN betragter palæstinensiske dødstal som værende troværdige

FILE PHOTO: Smoke rises from Ain el-Hilweh Palestinian refugee camp

Sådan lyder det fredag fra FN-agenturet UNRWA’s chef, Philippe Lazzarini.

Ifølge ham har ministeriet, der er kontrolleret af den militante gruppe Hamas, under tidligere konflikter opgivet troværdige tabstal.

– I de seneste fem, seks konfliktperioder i Gazastriben er tallene blevet betragtet som værende troværdige, og der er ikke nogen, der har sat spørgsmålstegn ved dem, siger Philippe Lazzarini.

Han oplyser desuden, at 57 ansatte fra UNRWA er blevet dræbt under de seneste snart tre ugers væbnet konflikt.

UNRWA er FN’s hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge.

I forhold til det samlede antal UNRWA-ansatte svarer antallet af dræbte meget godt til andelen af dræbte civile palæstinensere i Gaza, påpeger han.

– Vi har mere eller mindre samme procentdel, siger Philippe Lazzarini.

Hans udmelding kommer, efter at USA’s præsident, Joe Biden, onsdag sagde, at han “ingen tiltro” har til tallene fra Gazas sundhedsministerium.

– Jeg har ingen idé om, hvorvidt palæstinenserne fortæller sandheden om, hvor mange mennesker der er blevet dræbt. Jeg ved, at uskyldige er blevet dræbt, og det er prisen for at føre krig, sagde Biden onsdag.

Gazas sundhedsministerium svarede på Bidens udtalelse ved at udgive navn, køn, alder og personnummer på omkring 7000 dræbte i Gazastriben.

Fredag lyder den seneste opdatering fra ministeriet, at mindst 7326 palæstinensere har mistet livet i de seneste tre ugers israelske angreb.

Israel har kastet tusindvis af bomber mod Gazastriben som svar på et angreb udført af Hamas 7. oktober. Her blev over 1400 dræbt ifølge Israels hær.

/ritzau/AFP

Andre læser også