AVIZ

Flertal afsætter 1,3 milliarder til bedre arbejdsmiljø

Doorstep i Beskæftigelsesministeriet
Doorstep i Beskæftigelsesministeriet (Emil Helms/Ritzau Scanpix)

– Det er en aftale på et niveau, der er historisk. Jeg er glad for, at alle er med, siger beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) efter forhandlingerne i Beskæftigelsesministeriet torsdag aften.

Aftalen har især fokus på bekæmpelse af det, partierne beskriver som “social dumping”. Altså situationer, hvor udlændinge arbejder i Danmark til en lavere løn og under ringere vilkår end deres danske kolleger.

Af de 1,3 milliarder kroner afsættes 673 millioner kroner til denne indsats.

Ane Halsboe-Jørgensen har siddet for bordenden under forhandlingerne.

– Det er simpelthen et samlet folketing, der afsætter 1,3 milliarder over de næste fire år til denne vigtige indsats.

– Det er en social dumping-indsats, der sætter ind, hvor der er arbejdslivskriminalitet og snyd på vægten. Sådan at dem, der faktisk spiller efter reglerne, får fair konkurrence, siger hun.

Aftalen skal derudover forebygge arbejdsulykker og dårligt psykisk arbejdsmiljø. Og den skal beskytte lønmodtagere bedre mod farlig kemi.

– Man skal ikke blive syg af at gå på arbejde. Hverken fysisk eller psykisk. Derfor er vi meget stolte af, at vi også sætter ind på det psykiske arbejdsmiljø, siger arbejdsmiljøordfører Astrid Carøe (SF).

Ane Halsboe-Jørgensen fremhæver, at aftalen har fokus på, at ansatte skal beskyttes bedre mod det sundhedsskadelige stof asbest.

Derudover har den blandt andet fokus på at forebygge vold på bosteder.

Pengene i aftalen bevilges over en fireårig periode. Altså fra 2023 til 2027.

– Det vigtigste i aftalen er, at det bliver mere trygt at gå på arbejde, og at vi forhåbentligt får færre, der bliver syge, siger beskæftigelsesordfører Eva Kjer Hansen (V).

Partierne beskriver det som “en historisk stor bevilling” til Arbejdstilsynets indsats mod dårlige arbejdsforhold.

Den brede politiske aftale bygger videre på en aftale om arbejdsmiljø fra 2019.

Dengang blev tilsynet med forholdene på landets arbejdspladser styrket. Det øgede tilsyn fortsætter med den nye aftale.

/ritzau/

Andre læser også