AVIZ

Flere udvekslinger er på vej under aftale mellem Hamas og Israel

CORRECTION-PALESTINIAN-ISRAEL-CONFLICT-HOSTAGES

Således vil 42 palæstinensiske fanger blive løsladt lørdag som led i våbenhvileaftalen. Det oplyser israelske myndigheder ifølge nyhedsbureauet AFP.

Samtidig melder en israelsk myndighedskilde ifølge AFP, at Hamas vil frigive 14 gidsler lørdag.

Der er dog divergerende meldinger om det antal gidsler, som Hamas ventes at frigive lørdag.

Det israelske medie Haaretz har skrevet, at Israel har modtaget en liste på 13 gidsler, som vil blive frigivet lørdag.

Fredag var den første dag i den planlagte våbenhvile på mindst fire dage.

Her blev 13 israelske gidsler frigivet af Hamas. Samtidig blev ti thailandske og et filippinsk gidsel frigivet.

Imens blev 39 palæstinensiske kvinder og børn – nogle af dem dømt eller tilbageholdt på mistanke om våbenbesiddelse eller vold – løsladt fra israelske fængsler. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Den seneste opblussen i den årtier lange konflikt begyndte, da den militante palæstinensiske bevægelse Hamas 7. oktober brød igennem grænsen mellem Israel og Gazastriben og ifølge Israel dræbte omkring 1200 mennesker, størstedelen af dem civile. Omkring 240 blev bragt tilbage til Gazastriben som gidsler.

I den efterfølgende israelske offensiv har over 14.000 mennesker ifølge Hamas mistet livet.

Aftalen mellem Hamas og Israel omfatter i alt udveksling af mindst 50 gidsler i Hamas’ varetægt og 150 palæstinensere i israelske fængsler.

Der sidder over 6800 palæstinensere fængslet i Israel for lovovertrædelser på sikkerhedsområdet. Det oplyser israelske fængselsmyndigheder ifølge Financial times.

Menneskerettighedsgrupper anslår, at omkring en tredjedel er tilbageholdt i “administrativ forvaring” på ubestemt tid. Det sker uden retssag eller en officiel anklage. De fleste af de dømte er blevet dømt ved en militærdomstol, skriver Financial Times.

/ritzau/

Andre læser også