Det oplyser det amerikanske nationale sikkerhedsråd (NSC) natten til mandag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Ifølge en talsperson fra rådet holder USA tæt øje med situationen og er i kontakt med dets israelske partnere.
NSC oplyser intet præcist dødstal for amerikanske statsborgere.
Den militante palæstinensiske gruppe Hamas indledte lørdag morgen et storstilet angreb mod Israel, hvor tusindvis af raketter fløj over grænsen fra Gaza mod Israel.
Samtidig trængte militante Hamas-folk ind i Israel og angreb både civile og militær.
Foreløbig er over 700 mennesker meldt dræbt i Israel. Det er det blodigste angreb i årtier. 400 personer er ifølge nyhedsbureauet Reuters blevet dræbt i Gaza i israelske modangreb.
USA har i kølvandet på Hamas-angrebene sendt mere militærhjælp til Israel. Det meddelte det amerikanske forsvarsministerium Pentagon søndag.
Hangarskibet “USS Gerald R. Ford” flyttes tættere på Israel. Det samme gør de støtteskibe, der følger hangarskibet, lød det her.
Søndag talte den amerikanske præsident, Joe Biden, for anden dag i træk med Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har Det Hvide Hus oplyst.
Pentagon vil også sende flere kampfly af typerne F-35, F-15, F-16 og A-10 til regionen, har landets forsvarsminister Lloyd Austin oplyst.
– USA har styrker klar globalt, som yderligere kan forstærke denne afskrækkende stilling, hvis det bliver nødvendigt, har ministeren udtalt.
De første sendinger af den ekstra militærhjælp vil allerede søndag amerikansk tid blive sendt fra USA til Israel.
Det ventes at være fremme inden for de kommende dage, lød det i meddelelsen fra den amerikanske forsvarsminister.
/ritzau/
Andre læser også