Det fremgår af en ny rapport torsdag.
Europarådet, der ikke må forveksles med EU, skal holde øje med demokratiet og borgernes rettigheder i Europa.
Europarådets menneskerettighedskommissær, Dunja Mijatović, og hendes kolleger besøgte Danmark fra 30. maj til 2. juni. Under besøget afholdte kommissæren møder med blandt andet danske myndigheder og civilsamfundet.
Især Danmarks forsøg på at flytte asylprocessen til et tredjeland står for skud i rapporten.
Kommissæren er bekymret for konsekvenserne af det paradigmeskift, hun oplever i Danmark. Herunder det danske “syn” om at sende folk tilbage til deres ophavsland hurtigst muligt frem for at integrere dem i samfundet.
I rapporten står der, at der er sket et markant skift i asyl- og immigrationsloven, siden hendes forgænger besøgte Danmark i 2013.
Det noteres, at afviste asylansøgere og andre, der ikke har opholdstilladelse i Danmark, kan blive placeret i udrejsecentre. Særligt er det ifølge kommissæren problematisk for de familier med børn, der ikke kan returneres, da de ender i limbo i flere år.
– Det har en stor indflydelse på det mentale helbred og velvære, men også på livsmuligheder, lyder det i rapporten.
Uligheden for folk med handicap beskrives i anden del af rapporten.
Europarådet vurderer, at handicappede har meget større udfordringer i næsten alle dele af livet som uddannelse, arbejde og frihed fra diskrimination og vold.
Danmark prises dog for at indsamle data om handicappedes liv. Men der er dog ikke set nogen bemærkelsesværdige forbedringer gennem årene, og på nogle områder er der tegn på forværring, lyder det.
Kommissæren foreslår specifikt, at man skal introducere lovgivning, som sikrer adgang til handicapvenlige boliger. Fra regeringens side skal man lave en omfattende handlingsplan for at bedre situationen for personer med handicap.
Alle borgere i Europarådets medlemslande kan klage til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Den har også hovedsæde i Strasbourg og hører under Europarådet.
/ritzau/
Andre læser også