Det skriver mediet Politico på baggrund af flere opslag på sociale medier fra politikere og assistenter.
EU-Parlamentet er tidligere blevet omtalt som et Mickey Mouse-parlament, som man ikke behøvede tage alvorligt. Derfor har dagens hændelse bragt et smil på læben af flere politikere, som fremhæver referencen på sociale medier.
– Vi kunne desværre ikke stige af toget, siger en embedsmand til mediet og tilføjede, at passagerer kunne se toppen af en rutsjebane ved navn Space Mountain.
Mandag fejrer selskabet bag forlystelsesparken tilfældigvis sin 100-års fødselsdag.
En anden politiker afviste referencen, som opstod i en tid, hvor EU-Parlamentet havde meget mindre magt end EU-Ministerrådet og EU-Kommissionen.
– Vi er ikke et Mickey Mouse-parlament, skrev den tyske politiker Daniel Freund på det sociale medie X med reference til den tidligere britiske premierminister Margaret Thatcher, der opfandt vendingen.
EU-Parlamentet har to mødesteder for at imødekomme Belgien og Frankrig, hvilket har rejst en del kritik tidligere, fordi mange mener, at det er unødvendigt og dyrt.
Hver måned reserverer EU-Parlamentet derfor tog til politikerne samt embedsfolk og rejser til den franske by Strasbourg i fire dage for at udføre deres arbejde. Turen tager omkring fire timer.
Mandag afgik toget fra Bruxelles og endte i Disneyland, hvilket medførte en forsinkelse på 45 minutter.
– Kan et nyt Disneyland være passende brug af bygningerne i Strasbourg, hvis det lykkes at få ét hovedsæde for EU-Parlamentet, lyder det spørgende på mediet X fra danske Pelle Geertsen, som er assistent for Nikolaj Villumsen (EL).
En parlamentariker jokede med, at han var glad for, at toget skiftede retning, for så sad han ikke med ryggen til køreretningen.
En anden sagde, at “lokomotivføreren måtte gå til den anden ende af toget for at genstarte det og rejse i den modsatte retning”.
/ritzau/
Andre læser også