Det oplyser EU-kommissær Oliver Varhelyi på X, det tidligere Twitter.
– Terroren og brutaliteten over for Israel og dets folk er et vendepunkt. Vi kan ikke fortsætte som indtil nu, skriver han.
Alle bistandsprojekter skal også under gennemsyn, oplyser kommissæren.
EU’s samlede bistand til Det Palæstinensiske Selvstyre har en værdi af 691 millioner euro – svarende til 5,15 milliarder kroner.
– EU-Kommissionen, der er den største bidragyder til palæstinenserne, har iværksat en gennemgang af udviklingsbistanden, skriver Oliver Varhelyi.
Varhelyi er fra Ungarn og er kommissær for udvidelse og naboskabspolitik.
Militante fra den islamistiske bevægelse Hamas har dræbt mindst 700 israelere og har taget yderligere en lang række israelere til fange.
Det er de største tab, Israel har oplevet siden Yom Kippur-krigen i 1973, hvor landet kom under angreb fra en koalition ledet af Egypten og Syrien.
Israel har svaret igen ved at dræbe over 400 palæstinensere i Gaza.
Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har mandag givet en tale til borgmestrene i de byer, der lørdag blev angrebet i det sydlige Israel nær grænsen til Gaza. Han siger, at Israels modsvar til “ændre Mellemøsten”.
Talens budskab er gengivet i en udtalelse fra premierministerens kontor.
Allerede lørdag aften sagde Netanyahu, at Israel vil hævne sig på Hamas.
– Vi vil banke dem ihjel, vi vil tage massiv hævn for denne sorte dag.
– Hamas har indledt en ondsindet krig. Vi kommer til at vinde denne krig, men prisen bliver høj, sagde han ifølge avisen Haaretz.
Israel har siden lørdag gennemført flere luftangreb mod Gaza.
/ritzau/Reuters
Andre læser også