AVIZ

Enhedslisten og SF vil udvide retten til seniorpension

Tredje behandling af afskaffelse af store bededag på Christiansborg
Tredje behandling af afskaffelse af store bededag på Christiansborg (Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix)

Når Enhedslistens Mai Villadsen og Pia Olsen Dyhr fra SF indtager talerstolen 1. maj, vil budskabet være, at seniorpensionen skal udvides.

Det fortæller den politiske ordfører og SF-formanden i et fælles interview med Avisen Danmark.

De to partier foreslår, at retten til seniorpension udvides. Som det er nu, må man maksimalt have en arbejdsdygtighed på 15 timer. Det skal hæves til 18 timer, så flere kan blive omfattet af ordningen. Man skal fortsat have en lægeerklæring.

– Er du nedslidt, skal du simpelthen have muligheden for at forlade arbejdsmarkedet. Det giver ro for den enkelte og deres familier, men det er også en god vej for samfundet, fordi ellers ender folk i kontanthjælpssystemet eller lignende. Og der kan vi ikke finde løsningerne, siger Pia Olsen Dyhr til avisen.

Seniorpensionen, som blev indført i 2020, står i regeringsgrundlaget for SVM-regeringen til at blive afskaffet i sin nuværende form.

I stedet skal den lægges sammen med Arne-pensionen til en Arne-plusordning, hvilket vil betyde, at Arne-pensionen sættes op til omkring 15.000 kroner om måneden.

Til gengæld afskaffes seniorpensionen, som giver op til 19.700 om måneden, og som samtidig har den ordning, at den kan tildeles tre år tidligere end den forbedrede Arne-ordning.

Debatten om seniorpensionen tog dog i denne uge en ny drejning, da statsminister Mette Frederiksen (S) i spørgetimen tirsdag åbnede for andre muligheder end en forringelse.

Ifølge SF og Enhedslistens beregninger vil deres forslag koste 480 millioner kroner årligt.

Det vil de to partier finansiere ved at spare en halv milliard kroner på diverse erhvervsstøtteordninger, skriver Avisen Danmark.

Forslaget er det første i et nyt og udvidet samarbejde mellem de to partier.

Ifølge Mai Villadsen er den politiske situation ny, fordi Socialdemokratiet har dannet regering med højrefløjspartier.

– Derfor er det afgørende at vise omverdenen, at der er et værdifællesskab til venstre, der står for at beskytte velfærdssamfundet, arbejdstagerrettigheder, miljø og klima. For at vise, at den vej, regeringen har valgt, er helt forfejlet, siger hun til avisen.

/ritzau/

Andre læser også