AVIZ

Efter anklager: Uvildig advokatundersøgelse af balletskole på vej

Emil Hougaard

Det skriver Det Kongelige Teater i pressemeddelelse.

Det sker, efter at Politiken har talt med 30 tidligere elever, der har gået på balletskolen i perioden 2010-2020, og som har oplevet, at ansatte har opfordret normalvægtige elever til at tabe sig.

17 af de tidligere elever, som Politiken har talt med, har fortalt, at deres tid på skolen resulterede i, at de udviklede spiseforstyrrelser.

Teatrets bestyrelse har på et ekstraordinært møde søndag besluttet at igangsætte en ekstern uvildig advokatundersøgelse af skolen.

En uvildig advokatundersøgelse vil sige, at teatret vil benytte et eksternt advokatfirma til at foretage undersøgelsen, og at det vil bede Advokatrådet om at udpege firmaet.

– Undersøgelsen skal sikre, at alle bliver hørt, at vi forstår sagerne til bunds, og at vi kan uddanne balletdansere på højeste niveau i et trygt miljø, siger teaterchef Kasper Holten i pressemeddelelsen.

Undersøgelsen skal danne grundlag for placering af et eventuelt ansvar, der kan lede til, at teatret træffer beslutning om for eksempel et erstatningsansvar, lyder det i pressemeddelelsen.

Forstander på balletskolen Anne Peyk, der tiltrådte sidste år, beklager de tidligere elevers oplevelser og fortæller, at skolen ikke længere opfordrer elever til at slanke sig.

Men hun vil ikke svare på, om det stadig foregår, skriver Politiken.

/ritzau/

Andre læser også