AVIZ

Dronning Margrethe har ikke røget siden februar

DENMARK - Queen Margrethe of Denmark and the Norwegian royal couple visit Sagnlandet Lejre.
DENMARK - Queen Margrethe of Denmark and the Norwegian royal couple visit Sagnlandet Lejre. (Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

Det bekræfter kongehusets kommunikationschef, Lene Balleby, over for B.T.

Ifølge Her & Nu’s oplysninger droppede dronningen cigaretterne inden sin operation.

Den 83-årige dronning har ellers røget, siden hun var 17 år.

I et interview med Weekendavisen i februar blev dronning Margrethe spurgt, om hun havde planer om at kvitte cigaretterne.

– Nu er jeg så gammel, at det er lige meget, lød svaret.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man holder op med at ryge mindst seks uger før, man skal opereres.

Hvis man vælger ikke at kvitte cigaretterne forud for en operation, er der større risiko for, at sår heler dårligere, og at ar dermed bliver mere synlige.

Derudover kan man få infektioner, som kan blive livsfarlige. Man kan også risikere at få problemer med lungerne.

Dronning Margrethes operation var en større rygoperation, som blev foretaget på Rigshospitalet 22. februar i år. Kort tid efter begyndte dronningen genoptræning.

Det er dronningens anden rygoperation. Hun blev opereret for spinalstenose for 20 år siden. Dengang var hun 62 år.

Spinalstenose er afklemning af rygmarvskanalen og nerverødderne i lænderyggen.

Kongehuset har ikke oplyst, præcist hvad dronningen blev opereret for i februar.

Torsdag og fredag havde dronningen besøg af det norske kongepar, kong Harald og dronning Sonja.

Her gik turen blandt andet til Aarhus. I den forbindelse sejlede kongeskibene “Dannebrog” og “Norge” side om side.

Senest, de to skibe mødtes, var i 2017 i Oslo. Det var i anledning af kong Harald og dronning Sonjas fælles 80-års fødselsdag.

/ritzau/

Andre læser også

Derfor er bilservice vigtigt

    Bilservice er afgørende for at opretholde din bils ydeevne og sikkerhed på vejen. Uanset om din bil er ny eller ældre, er regelmæssig service afgørende for at forhindre større reparationer [...]
    Læs mere

    Få styr på dit hjemmekontor

      Sponsoreret indlæg Mange mennesker har efter corona-pandemien fundet ud af, at det kan være fornuftigt at have et hjemmekontor. Hvis du føler, at du ofte kan koncentrere dig bedst hjemmefra [...]
      Læs mere