AVIZ

Dræbende iltsvind har bidt sig fast i flere danske farvande

Algeforekomst og iltsvind i Limfjorden

En opfølgende måling foretaget i perioden fra 25. september til 5. oktober viser, at der fortsat er store områder med iltsvind.

– Især i det sydlige Lillebælt, Aabenraa og Flensborg Fjorde og Det Sydfynske Øhav er iltsvindet stadig til stede, og det er endda forværret en smule.

– Så man kan sige, at i de områder har iltsvindet bidt sig fast, siger seniorrådgiver Jens Würgler Hansen, Nationalt Center for Miljø og Energi (DCE) ved Aarhus Universitet.

Det er DCE, der i samarbejde med Miljøstyrelsen udarbejder rapporterne om iltsituationen i danske farvande.

I september konkluderede forskerne, at iltsvindet i de indre danske farvande berørte et område på størrelse med Sjælland.

Iltsvind går ud over bundlevende dyr, fisk og planter. I de hårdest ramte områder søger dyr og fisk væk, og fastsiddende dyr som orme og muslinger dør.

Der er farvande, hvor iltsituationen siden den opsigtsvækkende måling i september har forbedret sig. Det gælder blandt andet Limfjorden og Vejle Fjord.

Det er typisk lavvandede områder, hvor vinden kan blæse ilt ned i vandet.

– Det har blæst noget på det seneste, og det har betydet, at i de mere lavvandede områder, der er iltsvindssituationen forbedret.

– Blæsten har blandet vandsøjlen og ført iltholdigt overfladevand ned til det iltfattige bundvand, så der i nogle af de tidligere hårdt ramte lavvandede områder ikke længere er iltsvind, siger Jens Würgler Hansen.

Men det gælder ikke for de dybereliggende farvande omkring Fyn, især Det Sydfynske Øhav, fremgår det af den seneste måling.

– Der er ikke noget ilt dernede. Vi skal have rigtig meget blæst, helst en storm, og helst flere dage i træk, før det for alvor bedrer situation, men man kan sige, at langt hen ad vejen er skaden sket, siger seniorrådgiveren.

For selv om efteråret byder på regn og rusk – og dermed bedring på iltfronten – så har iltsvindet ifølge Jens Würgler Hansen allerede udryddet meget af det liv, der har været på havbunden.

– Det vil rette sig, men vi kommer ikke uden om, at vi har haft en lang periode med ingen eller næsten ingen ilt. Og så er bunddyrene gået til, og de bliver ikke vakt til live, i det øjeblik der kommer ilt derned, siger Jens Würgler Hansen.

/ritzau/

Andre læser også