AVIZ

Domstol nedlægger forbud mod kommerciel Irmapige-kunst

Første Irma-butikker er lukkede

Sø- og Handelsretten har tirsdag i en afgørelse nedlagt et forbud mod en række Artpusher-produkter, hvor Irma-pigen indgår som motiv.

Det drejer sig blandt andet om plakater, tegninger og malerier, som indgår i en kommerciel sammenhæng, lyder det i rettens afgørelse.

Sø- og Handelsretten har vurderet, at der er tale om en “systematisk kommerciel udnyttelse af de omhandlede varemærkers tiltrækningskraft uden aftale med Coop herom”.

Det er supermarkedsgiganten Coop Danmark, som har rettighederne til Irma-pigen som varemærke. Figuren blev ifølge Irmas hjemmeside skabt tilbage i 1907.

I sommeren 2022 blev man i Coop opmærksom på en række produkter fra Artpusher Gallery. Kopper, T-shirts, plakater og andet, hvor Irma-pigen på forskellig vis indgik som motiv.

Man rettede i den forbindelse henvendelse til virksomheden og gjorde opmærksom på, at der var tale om en krænkelse af varemærkerettighederne.

Men kunstneren Love Party, tidligere gik han under navnet Søren Vilhelm Bryld Nielsen, var af en anden opfattelse. Ifølge ham var der tale om kunst.

– Jeg producerer kunstværker, og det er min klare opfattelse, at jeg holder mig inden for rammerne af almindelig kunstnerisk ytringsfrihed og således ikke krænker jeres rettigheder, lød det i en mail fra kunstneren til Coop.

Kunstneren og Coop havde gennem sommeren og efteråren 2022 en indgående kontakt, og indgik ifølge den korrespondance, der er gengivet i Sø- og Handelsrettens dom en aftale.

Men hos Coop var man ikke tilfreds med, hvordan Love Party agerede, selv om Love Party i en mail til Coop i oktober 2022 skrev:

– Jeg overholder selvfølgelig vores aftale.

I januar 2023 meldte Coop ud, at man ville lukke samtlige Irma-forretninger. Det fik Love Party til at lave en plakat med en Irma-pige udstyret med en cigaret i munden og en spraydåse i hånden.

På plakaten står der “Fuck Coop”, og på Artpushers hjemmeside blev plakaten udbudt til salg formedelst 499 kroner eller 999 kroner, hvis den skulle leveres indrammet.

Plakaten faldt i god jord hos Jan Larsen, der var kædedirektør i Irma frem til udgangen af januar 2023, og som fratrådte i forbindelse med udmeldingen og supermarkedskædens lukning. Fra sin private mail skrev han i begyndelsen af februar til Love Party:

“Super plakat, du har lavet lige nu – love it”.

Men hvor der havde været dialog og samtale mellem Irma og Artpusher under Jan Larsen, så stoppede det efter meldingen om lukningen, og i sommeren 2023 indgav Coop en stævning rettet mod Love Party.

Sø- og Handelsretten har lagt vægt på det kommercielle element i sagen, og ud over at Artpusher har fået forbud mod at benytte Irma-pigen i kommerciel sammenhæng, så skal virksomheden også tilbagekalde de produkter, som allerede er sendt på markedet.

Rettens afgørelse er en midlertidig afgørelse. I den type sager skal der efterfølgende anlægges en egentlig sag, hvor retten i en dom skal tage stilling til, om forbuddet skal gøres varigt.

/ritzau/

Andre læser også

Vigtigheden af affaldssortering

    Affaldshåndtering er en essentiel del af at beskytte miljøet og fremme bæredygtighed. Ved at sortere vores affald korrekt kan vi reducere mængden af affald, der ender på lossepladser, mindske forureningen [...]
    Læs mere

    Find de smukkeste smykker

      Smykker har i årtusinder været en integreret del af menneskets kultur og selvudtryk. Fra de antikke civilisationers prægtige guldkreationer til nutidens moderne design er smykker mere end blot tilbehør – [...]
      Læs mere