AVIZ

Danske elever bruger halvdelen af skoledagen foran en skærm

9. klasserne er tilbage i folkeskolen

Det viser resultaterne af den seneste Pisa-undersøgelse blandt 15-årige skoleelever i 81 lande, som er blevet offentliggjort tirsdag.

De danske skoleelever bruger i gennemsnit 3,8 timer om dagen foran en skærm, når de er i skole.

Det er det højeste niveau af alle lande, der har deltaget i undersøgelsen.

Det svarer til, at eleverne her i landet bruger mere end halvdelen af en skoledag på at sidde foran en skærm.

Ifølge Børne- og Undervisningsministeriet vil en typisk skoledag for 9.-klasses-elever være syv timer lang.

På tværs af landene benyttes digitale redskaber i gennemsnit i to timer om dagen i skoletiden, viser resultaterne.

Undersøgelsen siger ikke noget om, hvorvidt brugen af digitale redskaber er god eller dårlig for elevernes faglighed.

Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) mener som udgangspunkt, at digitalisering er en god ting.

– Men når det gælder vores børn, skal vi ikke være naive. Eksperterne har alvorlige diskussioner om skærmenes betydning for læring, sundhed og trivsel, siger han i en pressemeddelelse.

– Derfor har regeringen et forsigtighedsprincip. Hellere en time for lidt foran skærmen end en time for meget.

Det bliver også udgangspunktet for anbefalinger om skærme i skolen, som Børne- og Undervisningsministeriet fremlægger inden længe, lyder det videre.

Skærmtid for børn og unge er generelt et varmt emne blandt politikerne i øjeblikket.

For godt en måned siden blev et flertal i Folketinget enige om en aftale om skærmbrug i dagtilbud.

Den betyder, at børn fremover skal bruge mindre tid på at kigge på tablets og andre skærme, når de passes i dagtilbud.

I den forbindelse udtalte Tesfaye, at skærme ikke skal fungere som en støttepædagog. Heller ikke på travle dage eller i ydertimerne, lød det.

/ritzau/

Andre læser også

Vigtigheden af affaldssortering

    Affaldshåndtering er en essentiel del af at beskytte miljøet og fremme bæredygtighed. Ved at sortere vores affald korrekt kan vi reducere mængden af affald, der ender på lossepladser, mindske forureningen [...]
    Læs mere

    Find de smukkeste smykker

      Smykker har i årtusinder været en integreret del af menneskets kultur og selvudtryk. Fra de antikke civilisationers prægtige guldkreationer til nutidens moderne design er smykker mere end blot tilbehør – [...]
      Læs mere