AVIZ

Dommer stemmer for at udelukke Bolsonaro fra politik i syv år

BRAZIL-POLITICS-TRIAL-BOLSONARO
BRAZIL-POLITICS-TRIAL-BOLSONARO (Evaristo Sa/Ritzau Scanpix)

Stemmen fra Benedito Goncalves, som er den ledende dommer i en sag om magtmisbrug mod Bolsonaro, er ikke lig med en afgørelse, men den anses for at være toneangivende for de andre seks dommere, som også skal stemme i sagen.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Sagen mod Bolsonaro blev indledt torsdag i sidste uge.

Den højreorienterede tidligere præsident er anklaget for at have misbrugt sin magt, da han sidste år kaldte en række ambassadører sammen og gav udtryk for ubegrundede påstande om manglende tillid til Brasiliens elektroniske valgsystem.

Bolsonaro er også anklaget for at have misbrugt statslige medier ved at holde mødet i det præsidentielle palads.

Det skete i forbindelse med valget i oktober, som Bolsonaro tabte til den nuværende præsident, Luiz Inacio Lula da Silva.

Personer med kendskab til sagen har tidligere udtalt til nyhedsbureauet AFP, at valgdomstolen med stor sandsynlighed vil kende 68-årige Bolsonaro skyldig.

Sker det, kan han ikke stille op, når der er præsidentvalg næste gang i 2026.

Dommer Benedito Goncalves siger tirsdag, at Bolsonaro er skyldig i magtmisbrug og uretmæssig brug af medierne.

– Bolsonaro brugte mødet med ambassadørerne til at sprede tvivl og anspore konspirationsteorier, siger Goncalves ifølge Reuters.

Næste retsmøde i sagen er torsdag.

Trods de dystre udsigter lader Bolsonaro selv til at være optimistisk omkring sin fremtid.

– Det lader til, at alle siger, at det er sandsynligt, at jeg bliver udelukket fra embedet. Men jeg vil ikke fortvivle. Hvad kan jeg gøre?, sagde han til avisen Folha de S. Paulo mandag.

/ritzau/

Andre læser også