AVIZ

DMI varsler hedebølge for store dele af Jylland i weekenden

Badeliv på stranden
Badeliv på stranden (Henning Bagger/Ritzau Scanpix)

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har udsendt et forvarsel om hedebølge, som gælder fra fredag klokken 12.00 og frem til søndag klokken 18.00.

Varslet dækker det meste af Jylland fra Frederikshavn i nord til Sønderborg i syd og ned over blandt andet Herning, Holstebro og Haderslev, fremgår det af DMI’s hjemmeside.

Den jyske vestkyst går dog fri.

Det er et såkaldt kategori 2-varsel. Det dækker over farligt vejr.

– Vær forberedt på, at vejrudviklingen kan påvirke dine omgivelser og forstyrre trafik og forsyning.

– Følg myndighedernes råd, og vær ekstra opmærksom, når du færdes ude, skriver DMI om kategorien.

Ifølge meteorolog ved DMI Erik Hansen er det et højtryk over Nordsøen, der udløser den høje varme.

– Det giver generelt ret svage vinde over Danmark, så luften gradvis opvarmes, og temperaturerne fra fredag kan overstige kriteriet for hedebølge for dele af landet, skriver han på DMI’s hjemmeside.

Erik Hansen skriver videre, at der torsdag lokalt er mulighed for enkelte byger.

Et lavtryk over Polen kan fra fredag og hen over weekenden give perioder med lidt skyer og mulighed for lokale byger.

– Bygerne kan være med torden, men vil sandsynligvis kun kaste regn i signifikante mængder af sig på Bornholm. På grund af skyerne får den østlige del af landet knap så høje temperaturer.

Som prognoserne ser ud tirsdag, vil varslet formentlig blive forlænget til mandag også, afslutter meteorologen.

En hedebølge er ifølge det meteorologiske institut, når gennemsnittet af dagens højeste temperaturer er over 28 grader tre dage i træk.

– Det er med andre ord, når det er rigtig, rigtig varmt i en længere periode, noterer DMI.

Hedebølger kan give ubehag og resultere i varmesygdomme. Ældre og små børn er særligt udsat, men også dehydrering, hård træning eller hårdt fysisk arbejde kan skabe problemer.

/ritzau/

Andre læser også

Vigtigheden af affaldssortering

    Affaldshåndtering er en essentiel del af at beskytte miljøet og fremme bæredygtighed. Ved at sortere vores affald korrekt kan vi reducere mængden af affald, der ender på lossepladser, mindske forureningen [...]
    Læs mere

    Find de smukkeste smykker

      Smykker har i årtusinder været en integreret del af menneskets kultur og selvudtryk. Fra de antikke civilisationers prægtige guldkreationer til nutidens moderne design er smykker mere end blot tilbehør – [...]
      Læs mere