Pressemeddelelse
9.3.2023 14:16:02 CET | Den Grønne Ungdomsbevægelse
De seneste måneder er Danske Banks manglende klimahandling blevet blotlagt i en række skandalesager om bankens fossile investeringer og lån samt de tomme løfter om aktivt ejerskab. Alligevel holder banken fast i, at den vil fortsætte med at investere i fossile selskaber, der jagter ny olie og gas. Intet i bankens adfærd viser med andre ord, at de tager klimakrisen og deres eget ansvar seriøst. Det får nu Den Grønne Ungdomsbevægelse til at opstille klimaaktivist Caroline Bessermann til Danske Banks bestyrelse.
”Danske Bank udleder næsten lige så meget CO2 som det samlede Danmark,” siger Caroline Bessermann og fortsætter: “For klimaet gør det bestyrelsesvalget i Danske Bank lige så vigtigt som Folketingsvalget. Derfor er det problematisk, at bankens bestyrelse ikke tager klimakrisen alvorligt, men bliver ved med at tillade investeringer i ny olie og gas. Og det på trods af, at både FN’s klimapanel og Det Internationale Energiagentur vurderer, at ny olie og gas forbryder sig mod Parisaftalen. Det er afgørende, at bestyrelsen i Danmarks største bank får gjort op med den fossile fortid og er med til at styre os væk fra et klimakollaps. Derfor stiller jeg op”.
Det er første gang, at en klimaaktivist stiller op til Danske Banks bestyrelse. Og hvis Caroline Bessermann vælges ind i bestyrelsen, når Danske Bank afholder generalforsamling i KB Hallen den 16. marts, så vil det også være første gang, at banken får et bestyrelsesmedlem med klimakompetencer. For på trods af, at Danske Bank for længst har proklameret en ambition om bæredygtighed overalt i forretningen, har banken ikke udvalgt og opstillet ét eneste bestyrelsesmedlem med særligt fokus på den omstilling, banken bliver nødt til at gennemføre. Det mener Den Grønne Ungdomsbevægelse simpelthen ikke giver nogen mening:
”Banken vil gerne have bæredygtighed ind alle steder i virksomheden, men det er aldrig sket i bankens øverste beslutningsorgan,” siger Caroline Bessermann. “Ikke bare ansatte i Danske Bank, men også medlemmer af bestyrelsen må have erfaring med grøn omstilling og vilje til at tage beslutninger om fremtiden, der er funderet i klimavidenskaben. Det har Danske Bank hverken anerkendt eller sikret i sammensætningen af sin bestyrelse, hvilket har gjort, at man er blevet ved med at finansiere et klimakollaps”.
Selvom det er første gang, at en klimaaktivist stiller op som kandidat til bestyrelsen, er det langt fra første gang, at klimaaktivister lægger pres på Danske Bank. Klimaaktivister har de seneste måneder demonstreret foran bankens filialer, og i november udgav Mellemfolkeligt Samvirke en rapport, der afdækkede, at Danske Bank, siden Parisaftalen blev indgået i 2015, har lagt 100 milliarder kroner i kul-, olie- og gasselskaber. Siden har banken besluttet at stoppe med at låne penge ud til fossil ekspansion, men står fast på, at Danske Bank fortsat vil investere i selskaber, der åbner nye felter, bygger ny fossil infrastruktur og fortsætter olie- og gasjagten.
”Det er absurd, at Danske Bank vil fortsætte med at investere i fossile selskaber, som er for klimaskadelige til, at den vil låne penge ud til dem. Det skriger til jo himlen. Det må og skal stoppe, og det, mener jeg, bør være bankens absolut øverste prioritet,” siger Caroline Bessermann.
Andre læser også