AVIZ

Demonstranter for våbenhvile i Gaza lukker ikonisk togstation

Israel Palestinians New York

Det oplyser den lokale transportmyndighed, MTA.

– Grand Central Terminal er indtil videre lukket på grund af en demonstration, lyder det på MTA’s hjemmeside.

På sociale medier kan man se demonstranter, der strømmer ind i den historiske togstation, mens flere bliver tilbageholdt af politiet.

– Sørg over de døde, og kæmp som ind i helvede for de levende, lyder et banner fra en af demonstranterne.

Demonstrationen opstod tilsyneladende kort efter, at et overvældende flertal i FN’s Generalforsamling i New York City fredag stemte for at opfordre til en øjeblikkelig humanitær våbenhvile mellem Israel og Hamas.

Opfordringen er ikke bindende, men den anses som et markant politisk signal.

Gaza har været udsat for intense luftangreb, siden Hamas 7. oktober ifølge Israel dræbte over 1400 mennesker på israelsk side. Den militante islamistiske bevægelse tog over 200 gidsler.

Palæstinensiske myndigheder har sagt, at mindst 7000 er blevet dræbt som følge af Israels modsvar.

Dødstallene er ikke bekræftet af uafhængige parter.

Israel sagde fredag aften, at man ville optrappe krigen på landjorden i Gaza, hvor flere uafhængige organisationer har advaret om en humanitær krise.

Det er gruppen Den Jødiske Stemme for Fred, der arrangerede fredagens demonstration i New York City.

På det sociale medie Instagram har organisationen lagt en video op af demonstranter, der er iklædt T-shirts med slogans som “våbenhvile nu” og “ikke i vores navn”.

– Hundredvis af jøder og allierede bliver anholdt i, hvad der sandsynligvis er det største (eksempel på, red.) civil ulydighed i New York City i to årtier, lyder det i opslaget.

Gazastriben var fredag aften uden internet og telefonnet, hvilket har fået menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch til at advare om, at det kan være dække for gennemgribende grusomheder.

/ritzau/Reuters

Andre læser også