AVIZ

Danskernes gennemsnitsforbrug på spil falder med 93 kroner

Danske Spil
Danske Spil (Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

Det fremgår af en ny rapport fra Spillemyndigheden.

Forbruget i 2021 lød på 2436 kroner per person. Dermed er der tale om et fald på knap fire procent i perioden.

Spillemyndigheden benytter bruttospilleindtægt, der angiver, hvor meget spillerne taber til spiludbyderne, som et mål for størrelsen af spilmarkedet.

Det samlede spilmarked i Danmark udgjorde 10,1 milliard kroner sidste år. Det er et fald på 287 millioner kroner sammenlignet med 2021.

Med det gennemsnitlige spilforbrug i 2022 indtager Danmark en 12.-plads i Europa.

Irland topper statistikken med et forbrug på 3962 kroner.

Spillemyndigheden fremhæver i rapporten, at markedet i perioder af 2020, 2021 og 2022 var negativt påvirket af coronarestriktioner, der medførte nedlukninger af eksempelvis spillehaller og kasinoer.

Henrik Thrane Brandt, leder på Center for Ludomani, tager derfor udviklingen med et gran salt.

– Man skal huske at være opmærksom på, at de spil, hvor man udvikler ludomani, stadig er i vækst, siger han.

– Antallet af væddemål falder lidt, men der er stadigvæk vækst på onlinekasinoerne, og det er det problem.

Sidste år foregik 60 procent af alt spil via online kanaler. Det placerer Danmark på en fjerdeplads i Europa.

Med den generelle teknologiske udvikling in mente er det ikke overraskende, at andelen af spil, der foregår online, stiger, lyder det fra Spillemyndigheden.

En rapport fra Skatteministeriet sidste år viser, at knap 500.000 danskere har en grad af spilafhængighed.

Skatteminister Jeppe Bruus (S) så dengang med stor alvor på sagen og ville indkalde til politisk drøftelse.

Ifølge centerlederen er det arbejde i fuld gang. Han har lige deltaget i det tredje og sidste møde, hvor politikerne har været samlet for at modtage løsningsråd fra ind- og udland.

– De tager det alvorligt, og vi skal snakke videre med dem, siger Henrik Thrane Brandt.

– De kigger på, hvordan det ser ud med behandling, børn og unge samt markedsføring.

Centerlederen fortæller, at forhandlingerne på Christiansborg for alvor går i gang efter sommerferien.

Sammenlignet med de nordiske lande er Danmark det land, der brugte færrest penge på spil i 2022.

Sverige, Norge, Finland og Island havde således et højere gennemsnitligt spilforbrug.

/ritzau/

Andre læser også

Vigtigheden af affaldssortering

    Affaldshåndtering er en essentiel del af at beskytte miljøet og fremme bæredygtighed. Ved at sortere vores affald korrekt kan vi reducere mængden af affald, der ender på lossepladser, mindske forureningen [...]
    Læs mere

    Find de smukkeste smykker

      Smykker har i årtusinder været en integreret del af menneskets kultur og selvudtryk. Fra de antikke civilisationers prægtige guldkreationer til nutidens moderne design er smykker mere end blot tilbehør – [...]
      Læs mere