AVIZ

Dansker sakker bagud i Le Mans efter problemer med sin Ferrari

AUTO-ENDURANCE-WORLD-WEC-FRA-24H-LE MANS
AUTO-ENDURANCE-WORLD-WEC-FRA-24H-LE MANS (Jean-Francois Monier/Ritzau Scanpix)

Klokken 03.30 lå bilen, #50 Ferrari, på 10.-pladsen, seks omgange efter Alex Lynn, som sad bag rettet i sit holds #03 Cadillac.

Nicklas Nielsen er imidlertid stået ud af bilen, kort efter at han måtte i garagen. Førersædet er imidlertid blevet indtaget af holdkammerat Antonio Fuoco.

Ifølge TV 2 havde en sten ramt bilens køler, der altså måtte repareres.

Et regnskyl omkring klokken 22.00 havde i forvejen sendt danskeren et godt stykke bagud, da han kørte i gruset og efterfølgende måtte en tur i pitten.

Regnvejret skabte også problemer for Oliver Rasmussen, der kører for Jota. Han kørte efter regnen sin bil i væggen og måtte i pit for at få skiftet fronten. Han røg derfor tilbage som nummer ti i klassen.

Han er siden blevet erstattet af holdkammerat David Heinmeier-Hansson i #28 Jota, som kører i LM P2-klassen, som er løbets midterklasse. Bilen ligger halvvejs igennem natten på 10.-pladsen i klassen.

I løbets laveste klasse er Michelle Gatting trådt ud af Iron Dames-bilen, som i stedet har fået Sarah Bovy bag rettet. Michelle Gatting lå tidligere på førstepladsen i sin klasse, men Iron Dames-bilen er halvvejs gennem natten nede på en 4.-plads i klassen.

Cirka klokken 04.20 står det klart, at Jan Magnussen må udgå af løbet efter at have beskadiget sin Inter Europol Competition-bil.

– Bilen er for beskadiget til at blive gjort klar igen, lyder det ifølge TV 2 fra holdet.

Le Mans startede klokken 16 lørdag og slutter samme tidspunkt søndag.

/ritzau/

Andre læser også