Pressemeddelelse
20.3.2023 06:30:00 CET | SMVdanmark
Risikoen for at støde ind i en butikstyv er ca. 30 gange højere i Rødovre end i fx Lemvig eller Rebild.
Butikstyverierne skete sidste år markant oftere i storbykommuner som Aarhus og Ålborg, efterfulgt af hovedstadskommunerne, end de gjorde i landkommunerne. Når det gælder indbrud i virksomheder, var det mere ligeligt fordelt.
Det viser en analyse fra SMVdanmark, der organiserer 18.000 små og mellemstore virksomheder.
Sidste år blev der anmeldt godt 9 butikstyverier pr. 1.000 indbyggere i Rødovre og godt 7 i Glostrup. Omvendt blev der anmeldt 0,3 i Lemvig, Rebild og Favrskov. På Læsø har der været så få, at kommunen står med et rundt 0 i statistikken. De kommuner udgør top og bund, når man analyserer, hvor i landet butikstyve slår til.
For 10 år siden blev der anmeldt godt 21.000 butikstyverier, og det tal er over årene faldet støt til en bundrekord på godt 15.000 anmeldelser i 2021. Men i 2022 steg antallet kraftigt med 27 pct., så vi nu kun ligger lidt under niveauet fra for 10 år siden.
Det er rigtigt ærgerligt, mener Lasse Lundqvist, konsulent i SMVdanmark.
”Først og fremmest fjerner tyverierne, eller frygten for tyveri, fokus fra driften i virksomheden. Det kan være en tidskrævende og dyr affære først at forebygge tyveri i form af fx overvågning og vagt, og hvis det så alligevel sker, skal man snakke med politi og måske forsikring. Det er svært præcist at sige, hvorfor vi oplever denne stigning i butikstyverier, men det skyldes nok, at priserne er steget så markant i 2022, så fristelsen ved at stjæle er blevet større. Samtidigt er der nok også nogen, der fejlagtigt tror, at butikkerne scorer kassen, så det i deres hoved bliver mere legitimt med butikstyveri,” siger han.
Også når det gælder indbrud på virksomheder, gik det den gale vej i 2022 efter mange år med markant fald i antal anmeldelser. Antallet af anmeldte indbrud steg med 14 pct. i 2022.
Det gør også ondt på virksomhederne, mener Lasse Lundqvist.
”Tyveri og indbrud kan ødelægge eller bremse hele produktionen. Måske har man kundeaftaler, man ikke kan leve op til i en periode, fordi fx ens værktøj eller computere er blevet stjålet. Dertil kommer udgiften ved selvrisiko og besværet med at genanskaffe det stjålne,” siger Lasse Lundqvist.
Han opfordrer politiet til at prioritere butikkernes og virksomhedernes anmeldelser af indbrud og tyveri.
”Vi skal have stoppet denne stigning. Når det sker, skal der efterforskes hurtigt, og der skal ske en hurtig straf til forbryderen. Det vil virke præventivt,” siger han.
Læs analysen og se Danmarkskort over, hvor tyverierne finder sted, her.
Andre læser også