Det viser billeder viderebragt af Det Palæstinensiske Selvstyre.
På mødet har Blinken ifølge nyhedsbureauet Reuters understreget, at USA ønsker, at nødhjælp skal leveres til Gaza. Samtidig har han sagt, at palæstinensere ikke skal fordrives med tvang.
Blinken er på en diplomatisk rundtur i regionen og har blandt andet holdt møde med arabiske udenrigsministre lørdag i Jordans hovedstad, Amman.
Fredag var han i den israelske storby Tel Aviv og mødtes med Israels premierminister, Benjamin Netanyahu. Her blev idéen om en “humanitær pause” i Gaza drøftet. Men Netanyahu var foreløbig afvisende over for en “midlertidig våbenhvile”.
Mødet med Abbas var ikke annonceret i den første plan for Blinkens tur til Mellemøsten.
Det er anden gang, at Blinken mødes med Abbas siden den seneste opblussen i den årtier lange konflikt.
Men det seneste møde mellem de to fandt ikke sted på Vestbredden. Det blev afholdt i Amman 13. oktober.
Mens det meste fokus har været på situationen i Gaza, er uroen også tiltagende på Vestbredden.
Efter et møde med Jordans kong Abdullah udtrykte Blinken “bekymring vedrørende den tiltagende vold på Vestbredden” ifølge en udtalelse, som nyhedsbureauet AFP bringer.
Over 150 palæstinensere er blevet dræbt i sammenstød på Vestbredden med israelske soldater og bosættere siden 7. oktober ifølge Det Palæstinensiske Selvstyre.
Det var 7. oktober, at den militante palæstinensiske bevægelse Hamas angreb Israel.
1400 personer blev ifølge Israel dræbt den dag, mens Hamas også tog over 240 personer som gidsler.
Siden har Israel udført bombardementer af Gaza. Den seneste tid er også angreb via landjorden blevet optrappet.
Gazas sundhedsmyndigheder sagde lørdag, at mere end 9488 palæstinensere er blevet dræbt siden da.
/ritzau/
Andre læser også