AVIZ

Biden trodser protester: Olieprojekt i Alaska får grønt lys

Biden-Alaska-Oil-Explainer
Biden-Alaska-Oil-Explainer (Unknown/Ritzau Scanpix)

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Det er det amerikanske olieselskab ConocoPhilips, der med statens godkendelse i fremtiden må bore efter olie tre steder i det nordlige Alaska.

Tilladelsen gælder for området National Petroleum Reserve, der er ejet af den amerikanske stat.

Under præsidentvalget i 2020 lovede Joe Biden ellers, at han ikke ville godkende nogen nye olie- eller gasprojekter på statsejet jord.

Projektet, der er blevet kendt som Willow-projektet, har mødt stor modstand blandt klima- og miljøforkæmpere.

De har også lagt pres på Biden for at få det stoppet.

Én af de kritiske stemmer er Abigail Dillen, der er præsident for miljøorganisationen Earthjustice.

– Vi er for langt henne i klimakrisen til at godkende omfattende olie- og gasprojekter, som direkte underminerer den nye, rene økonomi, som Biden-administrationen forpligtede sig til at føre, siger Abigail Dillen.

På den anden side har politikere i delstaten Alaska forsvaret projektet blandt andet med den begrundelse, at det vil skabe mange nye arbejdspladser og bidrage til, at USA kan være selvforsynende med energi.

Derudover er projektet vigtigt for økonomien i USA’s nordligste delstat, hvis økonomi i høj grad er afhængig af olieproduktion.

Godkendelsen kommer, dagen efter at Bidens administration besluttede at begrænse boring efter olie og gas i andre dele af Alaska og i dele af Det Arktiske Hav, som er under den amerikanske stats kontrol.

Tiltaget skal beskytte dyrelivet i de pågældende områder.

Forventningen er, at de tre olieboringer vil kunne trække 180.000 tønder olie op af den nordamerikanske jord på de mest effektive dage.

Over 30 år forventes produktionen at udgøre 576 millioner tønder olie.

/ritzau/AFP

Andre læser også