AVIZ

Biden har mål om normal kontakt mellem USA’s og Kinas militær

President Biden addresses White House Climate Initiative in Washington

Det siger USA’s præsident, Joe Biden, tirsdag, inden han møder den kinesiske præsident, Xi Jinping, onsdag i San Francisco-området i delstaten Californien.

Præsidenten bliver af en journalist spurgt, hvordan han vil måle succes ved mødet, hvortil han svarer:

– At komme tilbage på en normal kurs, at korrespondere (med hinanden, red.) og være i stand til at tale med hinanden i en krise, siger Biden og fortsætter:

– At være i stand til at sikre, at vores væbnede styrker stadig har kontakt med hinanden.

Kina satte en stopper for direkte militærkontakt med USA, efter at tidligere formand for Repræsentanternes Hus Nancy Pelosi besøgte Taiwan i august 2022.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters er det et vigtigt amerikansk mål at genoptage kontakten for at undgå potentielt kritiske fejl i kommunikationen mellem de to landes væbnede styrker.

De to statsledere deltager begge i Asia-Pacific Economic Cooperation-topmødet i San Francisco i de kommende dage.

Biden håber på fortsat samarbejde mellem de to lande.

– Vi forsøger ikke at blive frakoblet Kina, siger han.

– Det, som vi forsøger, er at ændre forholdet til det bedre, fortsætter den amerikanske præsident ifølge nyhedsbureauet AFP.

Udtalelserne fra Biden er kommet i Det Hvide Hus, inden den amerikanske præsident sætter kursen mod San Francisco.

Også Xi meldes at være på vej til det imødesete møde mellem de to supermagter.

– På aftenen den 14. november forlod præsident Xi Jinping Beijing på et specialfly, rapporterer den statslige kinesiske tv-kanal CCTV ifølge AFP.

Biden og Xi mødtes senest i november 2022 på Bali i Indonesien.

Siden Xi og Bidens seneste møde har de to lande blandt andet haft kontroverser om det, som USA har beskrevet som en kinesisk overvågningsballon over amerikansk territorie. Ballonen blev skudt ned på vej over USA.

Kina udtalte flere gange, at der var tale om en civil ballon til forskning.

/ritzau/

Andre læser også

Vigtigheden af affaldssortering

    Affaldshåndtering er en essentiel del af at beskytte miljøet og fremme bæredygtighed. Ved at sortere vores affald korrekt kan vi reducere mængden af affald, der ender på lossepladser, mindske forureningen [...]
    Læs mere

    Find de smukkeste smykker

      Smykker har i årtusinder været en integreret del af menneskets kultur og selvudtryk. Fra de antikke civilisationers prægtige guldkreationer til nutidens moderne design er smykker mere end blot tilbehør – [...]
      Læs mere