AVIZ

Avis: USA har bedt Israel vente med landoffensiv

Israeli-Palestinian conflict - Sderot

Det siger unavngivne amerikanske og israelske embedsmænd til avisen.

USA er i færd med at opstille luftforsvarssystemer rundt om i regionen. Det sker for at beskytte amerikanske soldater i lande som Irak, Syrien og Jordan.

I alt skal der opstilles omkring ti af denne type systemer.

Arbejdet vil muligvis være færdigt allerede i slutningen af denne uge, siger amerikanske kilder til Wall Street Journal.

I Irak og Syrien har der været mindst 13 raket- eller droneangreb mod amerikanske soldater, skriver avisen.

En såkaldt kontrahent, det vil sige en person ansat af USA’s militær, er blevet dræbt i et af angrebene.

I Syrien er mindst 24 amerikanske soldater blevet såret i angreb med droner eller missiler. I Irak er antallet af sårede ti, siger kilder i det amerikanske forsvarsministerium til avisen.

Andre årsager til, at Israel endnu ikke har sendt styrker ind i Gazastriben, er, at der arbejdes på at få humanitær hjælp ind til civile palæstinensere i enklaven.

Desuden er der en diplomatisk indsats i gang for at få de gidsler fri, som Hamas holder fanget i Gazastriben.

Ifølge israelsk militær har den militante bevægelse taget over 200 gidsler med sig i forbindelse med, at den gennemførte et angreb mod Israel 7. oktober.

Her blev over 1400 mennesker dræbt, blandt dem mindst 1100 civile.

Siden har Israel kastet tusindvis af bomber over Gazastriben. Her er over 6500 palæstinensere blevet dræbt siden 7. oktober.

Blodsudgydelserne mellem Hamas og Israel har skabt frygt for, at konflikten breder sig til andre dele af Mellemøsten.

Blandt andet har der været angreb i det nordlige Israel fra Hizbollah-militsen i Libanon, som Israels militær har besvaret.

/ritzau/

Andre læser også