AVIZ

Amerikansk mor og datter er Hamas’ første løsladte gidsler

Israel Palestinians

Det siger både Hamas og det israelske premierministerkontor.

Ifølge Hamas er gidslerne løsladt som følge af forhandlinger med Qatar.

– Som et svar på Qatars indsats har al-Qassam-brigaderne løsladt to amerikanske statsborgere (en mor og hendes datter) af humanitære årsager, lyder det i en udtalelse fra Hamas på Telegram ifølge nyhedsbureauet AFP.

Al-Qassam-brigaderne er den militære gren af Hamas.

Det fremgår ikke umiddelbart af AFP’s historie, hvad der henvises til, når Hamas skriver, at de er løsladt af humanitære årsager.

De to amerikanske statsborgere er de første gidsler, der løslades af Hamas.

Israels premierministerkontor oplyser fredag aften dansk tid, at der er tale om Judith Raanan og Natalie Raanan. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

De to er tidligere i blandt andet britiske BBC blevet omtalt som værende savnet efter Hamas’ angreb i Israel lørdag den 7. oktober.

Judith Raanan er moren, og Natalie Raanan er hendes teenagedatter.

De to blev fredag modtaget af den israelske hær og sikkerhedsstyrker ved Gazas grænse. Det oplyser premierministerkontoret.

Tidligere fredag sagde det israelske militær, at de fleste af de omkring 200 gidsler, som ifølge Israel er blevet bortført af Hamas, er i live.

Militæret sagde desuden, at flere end 20 gidsler er børn, mens mellem 10 og 20 personer er over 60 år. Der er også flere udlændinge blandt gidslerne.

Udenrigsministeriet i Danmark har fredag aften oplyst, at en 69-årig dansk-israelsk statsborger, der er meldt savnet i Israel, er den samme person, som de israelske myndigheder mener, med høj sandsynlighed er kidnappet.

Over 1400 blev dræbt, da Hamas angreb Israel. De var overvejende civile og blev skudt, lemlæstet eller brændt til døde ifølge det israelske militær.

Israel har svaret på Hamas’ angreb ved at kaste tusindvis af bomber mod Gazastriben. Ifølge det palæstinensiske sundhedsministerium er mindst 4137 palæstinensere omkommet i bombardementerne. Størstedelen er civile.

/ritzau/

Andre læser også